Men sålænge skolen ikke engang har
opdragelseslære som fag, skjønt det at vide at skjøtte
sin legemlige og åndelige helse (og sit afkoms) er
det vigtigste af alt (Spencer), så kan vi ikke vente
øje for det mere.
Også i forholdet til præsten følger vi nu en tradition. Det at kunne holde en tale er blit hovedsag; men det at være i samfund med sine trosfæller (og dette er ikke alene hovedsagen, men hele sagen) er sjeldent. Første vilkår herfor er at begynde med barnene. Som nu at overgi indøvelsen i kristendom til enhver, som har aflagt eksamensprøve i religionskunskab, er mere end letsindigt. Enten har barnet fåt et gudsforhold, som det gjælder at styrke, eller dette skal først stiftes; begge dele kræver særegne anlæg og livserfaring. Sådant har flere i menigheden, kanske især kvinder, og disse må hjælpe præsten (som i Amerikas og Englands søndagsskoler). Lad så skolen være skole og indøvelsen i kristendom noget helt for sig. Kanske ungdommens hang til det, som ender i flerkoneri, da fik modvægt, — på den ene side i virkelig viden, på den andre i et alvorligt gudsforhold.
Men det forstår sig, at grundvilkåret herfor maa være den lille præst hos de få og ikke den store præst for tusen i en stor menighed.
Jeg spår, at vokser det krav op til at bli alvorligt, som nu stilles til ungdommens sædelighed, så vil det omgjøre vor opdragelse, vor skole og vor kirke.
Og det vil gjøre mere.
