Men samtidig er så mange (og navnlig i Norden)
meget strenge mod dem, som bukker under! Jeg
forklarer denne modsigelse deraf, at der er noget,
som trods vor overtrædelse holder os på fremgangslinjen,
ja gjør os ubillige i vor iver for at andre ikke
skal komme udenfor. Det være hermed som det vil,
— vi må forstå, at skal vi være hjælpende og ikke
alene dømmende, så må vi ikke skræmme. Navnlig
når barn kommer til og barnet elskes, må dette få
læge sin mors brøde; vor kjærlighed til slægten
tilsiger det. Selv de værste forgåelser kan tas for
sygdom og stå til at helbrede. I Frankrig findes
allerede en række sygehjem for nervesvækkede, d. e.
mennesker ødelagte af drik, morfin, opium, hor;
mange gjennemgår der med held kure, som for
nogle år tilbage vilde synes undere. De værste, de,
som har bragt sig selv på dødens rand, kan ofte
komme ud igjen karske på helse og vilje. Selv efter
tilbagefald gjøres det om igjen både én og to
gange. Her er vi inde på noget, som efterhånden
vil vinde fast metode, og da vil snart også hos os
slige hjem rejse sig i landets forskjellige dele, og
om ikke før, så kanske da vil nogen og hver få
øjnene op for, at her står vi foran en sygdom,
arvet eller pådraget, som kræver hjælp.
I sammenhæng hermed vil jeg fortælle dem, som har ført sit kjønsliv på afveje, at der findes råd for det, selv for de værste. Betro jer bare til nogen; allerede i at søge fortrolighed ligger hjælp; men da vil I få bedre mod til også at gå til en
