læge. I ved kanske ikke, hvor langt videnskaben her har nådd.
For at få folk til at indse, hvor barmhjertig hjælpsomme de her må være, vil jeg nævne, hvad en berømt antropolog siger: „I vore årer går blod fra de mennesker, som røvede, kjøbte, solgte sine hustruer, vi kan endnu overfaldes af kjærligheds former, egne for australerne og hottentotterne, ja af endnu styggere, som kanske fandtes hos folk i tidligere jordlag (epoker). Fortid, nutid, fremtid er således sammenvævet i den menneskelige skabning, at her må vises varsomhed. Men hvor langt har vi dog alt nådd? Vi kan omsætte vor attrå, vi kan elske til døden, uden at kjønslidenskaben mættes; vor kjærlighed kan fri sig helt fra instinktet og bli til tanke og følelse; den kan omfatte i inderlig hengivelse, hvad den aldrig har sét, og på det leve kysk sit Liv igjennem, vi kan gjøre andre lykkelige i vort sted og ofre os med sjæl og krop til bestemte opgaver. Hjemehemisfærerne har en styrende, tæmmende kraft, som kan byde over den mest tyranniske af alle centrifugale kræfter, den, som kan drive dyr til at ofre sig som individ for arten“.
Darwin siger: „Jo mere brug der blir for vor kraft i civilisationens tjeneste, jo mindre på lediggjængeres og besattes vis“.
Spencer kalder det, vi således sætter til, for „spilddamp“ og mener, at den kunde bedre bruges „i maskineriets tjeneste“. Aldeles ligeartet ytrer
