Nu mener jeg naturligvis, at alene det er
ægteskab i éngifte, som ærlig tros indgåt for livet;
men deraf følger ikke, at det må holdes, hvor
fejltagende det end kan være.
Siden jeg for mange år tilbage tog på med denne sag, har jeg havt æren af fleres fortrolighed, og jeg er efterhånden blit sikker på, at mesteparten af ulykkelige ægteskaber skyldes det, som er indøvet før ægteskabet. Mangegiftet i ungdomstiden drar sine følger indover ægteskabet i éngifte, enten i skikkelse af utroskab eller som upålidelighed, ustadighed, sindskulde, træthed, utålelig nervøsitet og sygelig mistro til mennesker, — for ikke at nævne det værste: den store kjønssygdom og alle dens afsygdomme.
Men siden jeg er blit sikker på det og ser, hvor vanvittig ansvarsløst ægteskab endnu indgås, står let adgang til skilsmisse for mig som uomgjængelig fornøden. Sålænge vi tåler ungdommens mangegifte, må vi finde os i hyppige skilsmisser. Vi må ikke længer være så hjerteløse at sige til en hustru, som klager over, at samlivet gjør hende værre dag for dag: „du har jo barnene at holde dig til; de er din frelse“. For kunde hun søge „frelse“ i dem, da følte hun sig naturligvis ikke værre dag for dag. Heller ikke barnene skal ha en mor, som mistviler. Og den mandfolkeagtige vane, vi har, at se på en skilt hustru som på noget mindre end en gift, må vi lægge af. Har en kvinde gåt ud af ægteskabet for at bærge sin
