støder netop fra; ved roret står kommandanten kjæmpehøj, foran ham don Juan med korslagte arme og trives ikke. Han er en mandig, kraftfuld skikkelse i hin tids spanske dragt, navnlig har han under en stærk pande et par øjne af slig dragning, at når vi kom fra de andre sale og gik forbi den åbne dør til denne og så det svære maleri midt imod, kunde disse øjne ta os indover én gang til. De havde den ormemagt, som gjorde kvinderne øre. Ved hans fødder lå donna Anna og lige ved hende også donna Elvira, hun, som altid forfulgte ham. De klagede hændervridende over, at de måtte slippe ham, — de vilde følge, om det så gik til helvede. På stranden stod de „1003“, han alene i Spanien havde „erobret“. Også disse med udstrakte arme, bedende, skrigende, grædende eller stumme af fortvilelse over at se ham for siste gang. Her har vi alle vellystens typer, den blonde, den brune, den fede, den magre, den unge ligesom inde i et stort hår, den gamle hylende mod månen; somme kastede sig i havet for at svømme med — til helvede.
Alle disse kvinder var nøgne og malte med sikkert kjendskab til naturen; men skjønt de var det, — ingen af dem var så tynde om livet som vore unge damer, når de er klædte. Dette var det, jeg vilde ha brændt ind. Hvorfor bærer de sig sådan ad, altså mod naturen, og ligefuldt med sine ærbare mødres samtykke?
Fordi de tror, at derved lokker de på noget i mændenes smag, som vistnok ikke er det beste i
