ved hende holdtes familjen og samfundet ihob, idet hun altså uvilkårlig blev den, man bøjede sig for som den øverste.
Vi kjender intet til det omkast, som gjorde manden til familjens og samfundets overhoved og hustruerne til hans ejendom. Saa meget skjønner vi, at hans sejr har støttet sig til et stort, nyt religiøst system; endvidere, at den således vundne samfundsstilstand har holdt sig i tusenår; for den overgang i tænkning og sæder, som fod for fod gjør kvinden til mandens jævning i anseelse og ret og sætter op, at der skal være én hustru hos én mand, den har alt gåt på i tusenår, uden at den endnu kan siges helt gjennemført hos et eneste folk.
Historisk ses fremgangslinjen tydelig: den går mod altid strengere éngifte. Kvinden, som i så langt et tidsrum har været optugtet til troskab mod én, er naturligvis derved kommet længere end manden og virker paa ham. Siden naturvidenskaberne på en slående måde har irettelagt arvelighedslovene, der gjør mådehold til skyldighed mod slægten, har dette rejst en stærk bevægelse. Navnlig blandt de angelsaksiske kvinder har man med stor kraft gåt over til åbent arbejde for samme sædelighedskrav til mand som kvinde. Fra dem har bevægelsen nådd frem til vore.
Somme påstår, at naturvilkårene kræver kjønsomgang allerede ved overgangen fra barn til halvvoksen, d. e. ved den såkaldte mandbare alder, og
