Nils Finn dro det ejne ski fram med ejt tak;
det andre hekk fast, — han valt att å bak.
— „Å drag i!“ sa d’uppunder.
Nils Finn gret i snjoen og sparkad og stakk;
dess mejre han sparkad, dess lengr han sakk.
— „Det gjeng godt!“ sa d’uppunder.
Og bjørki ho dansad, og gran-tufsen lo;
der var inkje ejn, der var hundrad og tvo.
— „Er du kjend?“ sa d’uppunder.
Og fjellet det skrattad, so snjofilla flaug;
men Nils knytte neven, og svor, at det laug.
— „Var’ deg no!“ sa d’uppunder.
Og snjofonni gapad, og himlen fór ned;
Nils tenkte, han vilde nog ogso gå med. —
„Kom’n vekk?“ sa d’uppunder. — —
Tvau ski stod i snjoen og såg seg ikring,
men såg inkje stort; for der var ingenting.
— „Kvar er Nils?“ sa d’uppunder.
TÆRNERNES SANG
God morgen, sol mellem grønne løv —
ungdomssinn i de dype dale,
smilet i deres mørke tale,
himlens gull på al jordens støv!
God morgen, sol over kongeborg!
Venlig lokker du ut dens tærner;
tænd i hvert bryst små lyse stjærner, —
tindre de klart i en natlig sorg!
God morgen, sol over høje fjæll!
Lys på landet, så vidt det redes,
at det sig rejser og toet stedes
for dagen hist i din varmes væld.
