Hun flættede modig, foruten stans,
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over Sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun flættet av de blomster, som slet ikke fans!
„Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans.“
OVER DE HØJE FJÆLLE
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælle?
Øjet møter nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gjærne over; —
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjælle,
ror i den unge, kraftfulle dag,
mætter sit mot i det ville jag,
sænker sig, hvor den lyster, —
ser mot de fremmede kyster!
Løvtunge apall, som intet vil
over de høje fjælle!
sprætter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle dens fugler gynger,
vet ikke, hvad de synger: —
den som har længtet i tyve år
over de høje fjælle, —
den som vet, at han ikke når,
kjænner sig mindre år for år —,
hører, hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.
Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjælle?
rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere trær,
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
