Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjælle?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,
stængende der til det siste, —
blive min dødningkiste?
Ut, vil jeg! ut! — å, så langt, langt, langt
over de høje fjælle!
Her er så knugende, tærende trangt,
og mit mot er så ungt og rankt, —
lad det få stigningen friste,
ikke mot murkanten briste!
Engang, jeg vet, vil det række frem
over de høje fjælle.
Kanske du alt har din dør på klæm?
Herre min Gud! godt er dit hjæm ...
lad det dog ænnu stænges,
og jeg få lov til at længes!
SOLSKINSDAGEN
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg ranglet til skogs, la mig att å bak
og vugget, hvad kom i minne;
men der krøp maur, og der stak mygg,
og klæggen var snøgg, og hvepsen stygg.
„Kjære, vil du ikke være ute i godvejret da?“
— sa mor, hun sat og sang i svalen.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg gik på en eng, la mig att å bak
og sang, hvad som falt i sinne;
da kom der ormer, tre alen lang',
at sole sig litt, — og jeg la på sprang.
„I slikt velsignet vejr kan vi gå barføtt,“ — sa
mor, hun drog sokkene av sig.
