de syv-otte. Aslak het den nye, og han var nok allerede vid-rejst, skjønt han blot var unggutten ænda. Den kvæll han kom, var Torbjørn gåt til sengs, men den næste dag han sat og læste, slog én døren op med et sådant spark som han aldrig hadde hørt før, og det var Aslak, som kom drivende med et stort fange ved, — slængte det med fart ned på gulvet, så skierne føk til alle sider. Selv hoppet han højt i vejret for at trampe sneen av sig, og for hvært hopp ropte han: „Det er koldt, sa trollbruden, hun sat i is til bæltet!“ Faren var ikke inne, — men moren sopte sneen sammen og bar den stilltiende ut. „Hvad glaner du efter?“ sa Aslak til Torbjørn. „Ikke efter noget,“ svarte denne, ti han var rædd. „Har du set den hanen som du har bak i boken der?“ „Ja.“ „Han har fullt av høns omkring sig, når boken er lukket i — har du set det?“ „Nej.“ „Så se efter!“ Gutten gjorde så. „Du er en tosk!“ sa Aslak til ham. — Men fra den stund hadde ingen den magt over ham som Aslak.
„Du kan ingenting,“ sa Aslak en dag til Torbjørn — denne piltet som sædvanlig efter ham for at gi agt. ,Jo, jeg kan til den fjærde part.“ „Pytt! Nej, du har ikke engang hørt om trollet, som danset så længe med jænten, til solen rant, og det revnet som en kalv der har spist surmælk!“ I sine levedager hadde Torbjørn ikke hørt så meget kunskap på én gang. „Hvor var det?“ spurte han. „Hvor? — Ja det — jo, det var borte på Solbakken der!“ Torbjørn stirret. „Har du hørt om ham som solgte sig til fanden for et par gamle støvler?“ Torbjørn glæmte at svare, så forundret var han. „Du tænker vel på hvor det var — he? — —
Det var også borte på Solbakken der, rigtig like ned i den bæk
du ser! — — — Vorherre bevar os! Det står dårlig til med
din kristendomskunskap,“ sa han videre. „Du har vel ikke engang hørt gjeti henne Kari Træstakk?“ Nej, han hadde ingenting hørt. Og mens Aslak nu arbejdet fort, fortalte han ænnu fortere, — og det var om Kari Træstakk, om kværnen som malte salt på havsens bund, om fanden med træsko på, trollet som fik skjægget fast i en træstamme, de syv grønne jomfruer som nappet håret av Skytterpers lægger, mens han sov og umulig kunde vågne — og altsammen foregik borte på Solbakken. „Hvad i Guds navn går der av gutten?“ sa moren den næste dag. „Han har nu ståt på knæ der borte på bænken og set utover til Solbakken, fra det blev lyst.“ ,Ja, idag har han det travelt,“ sa faren, som lå og hvilte sig den lange søndag. „Å, folk siger at han har fæstet Synnøve Solbakken,“ sa Aslak; „men folk siger også så meget,“ la han til. Torbjørn forstod det ikke rigtig, men blev dog ildrød over det hele ansigt. Da Aslak gjorde opmærksom herpå, krøp han ned av bænken, tok sin katekismus og satte sig
