Kirken står i bondens tanke på et højt sted og for sig selv, fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inne. Den er det eneste hus i dalen hvorpå han har anvændt pragt, og dens spir rækker derfor også litt længer æn det synes at række. Dens klokker hilser langvejs hans gang dit den rene søndagsmorgen, og han løfter altid på huen til dem, som han vilde sige dem et „Takk for sist!“ Der er et forbund imellem ham og dem, som ingen kjænner. Tidlig stod han vel i den åpne dør og lyttet til dem, mens kirkefølget drog i stille tog forbi nede på vejen; far laget sig til, men han selv var for liten. Han forbant da mangen forestilling med denne tunge, stærke lyd, der regjerte mellem fjællene en time eller to og ljomet fra det ene til det annet; men én var uadskillelig fra dem: rene, nye klær, skinnende kvinner, pudsede hæster med blankt sæletøj.
Og når de så en søndag ringer over hans egen lykke, der han selv i splinternye, men for store klær går stø ved sin fars side og skal første gang derhen, jo, da er der jubel i dem! Da kan de vel slå alle dører op for hvad han vil få at se! Og på tilbakevejen, når de larmer henover hodet, ænnu tungt og vuggende på sange, messer, prækenord, der jager og jages av hvad øjet på samme tid har optat: altertavlen, dragter, personer, — da hvælver de også én gang for alle tak over dette samlede intryk, og vier in den mindre kirke han herefter bærer i sit indre.
Litt ældre må han gjæte til fjælls; men når han den vakkre, duggfulle søndagsmorgen sitter på stenen med kreaturene nedenfor sig og hører kirkeklokkerne over deres bjæller, da blir han tungsindig. Ti der klinger i dem noget lyst, let, lokkende dernedefra, tanke om kjænninger ved kirken, glæde når man er der, ænnu større når man har været der, god mat hjæmme, far, mor, søsken, lek på vollen den glade søndagskvæll ... og det lille hjærte gjør opstand i brystet. Men det ænder dog altid med, at det var kirkeklokkerne som lød; han husker sig om og finner tilsist en halv salmestubb, han kan; den synger han med foldede hænder og et langt øje ned i dalen, siger så en liten bøn ovenpå, springer op, er glad og støter i luren, så det skraller i fjællene.
Her i de stille fjælldaler har ænnu kirken sin særskilte tale til enhvær alder, sit eget syn for ethvært øje; meget kan ha bygget imellem, men aldrig noget over. Den står voksen og færdig for konfirmanten; med oprakt finger, halvt truende, halvt vinkende, for ynglingen som har gjort sit valg; bredskuldret og stærk over mannens sorg; rummelig og mild over oldingen som er træt. Midt under gudstjenesten inledes og døpes de små barn,
