Hun som barn gik utenfore,
så med undren over gjærdet;
nu den store, tunge tåre
takker for, at hun kom in.
Eventyr og store tanker
suste om ham under løvet;
stille svæver hun og sanker
dem isammen for sin ve.
Han har engang faret vide,
denne gamle, muntre herre;
den som lyttet ved hans side,
kunde lære litt iblant.
Liv og bokstav gav ham stige
op mot det som få kun øjner.
Der er knapt i tankens rige
sted, hvor ej hans fot-trin lød.
I sin mandom var han værner
om alt stort og skjønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Husker I, som ere gamle,
„Nytår!“ ringet in i Norden?
Hvor det hadde kraft at samle
kjæmper for den store tid!
Husker I så ham, der sprængte
frem med glade støt i hornet,
og al vej tilbaketrængte
hoben fra de stores tog?
I hans følge børn og fauner,
latter, tankelek og tårer;
bak ham friheds høje bauner
tændtes langsomt av sig selv.
Stilhed kom der snart for ordet,
hjærtefred der kom for tonen,
