Snart blev mangehånde fortalt i bygden; men ingen visste noget med sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere set på Solbakken, efterat de begge var konfirmeret, og det var dette folk minst kunde forstå. Ingrid kom ofte over, Synnøve og hun gik da gjærne en tur i skogen; — „bliv ikke for længe borte,“ ropte moren efter dem. „Ånej!“ svarte Synnøve — og kom ikke hjæm før i kvællingen. De to friere mældte sig på ny. „Hun får selv være om det,“ sa moren, og faren mente det samme. Men da Synnøve blev tat avsides og spurt, fik de avslag. Der mældte sig også flere, men ingen hørte om, at de bar lykken med sig hjæm fra Solbakken. Engang moren og hun stod og skuret nogen mælkeringer, spurte moren hvem hun egentlig tænkte på. Det kom så hastig over Synnøve, at hun blev rød. „Har du git nogen noget løfte?“ spurte hin igjæn og så sikkert på henne. „Nej,“ svarte Synnøve raskt. Da blev der ikke tale mere om den ting.
Da hun var det beste gifte folk visste av at sige, så var det lange øjne som fulgte henne, der hun gik ved kirken, det eneste sted hun var til at se foruten i hjæmmet; hun fantes nemlig ikke ved nogen dans eller annen lystighed, såsom forældrene var haugianere. Thorbjørn sat like overfor henne i kirkestolen, men de taltes aldrig ved, så vidt folk kunde mærke. Så meget tyktes hvær og en allikevel at vite, at der måtte være noget imellem dem, og da de ikke omgikkes hinannen på samme vis som annet ungt kjærestefolk i dalen, begynte man at sige mangt og meget. Thorbjørn blev likesom ikke videre likt. Han følte det nok selv; ti han la vel hårdt frem, hvor flere var sammen, således ved danse og i bryllup; og hændte det da, at han en og annen gang gik sig bent frem i et slagsmål. Hermed sagtnet det dog, efterhvært som flere lærte hvor stærk han var; Thorbjørn vænte sig derfor tidlig til i£ke at tåle, at nogen stod vel meget i vejen for ham. — „Nu er du kommet på din egen hånd,“ sa Sæmund, far hans; „husk dog ænnu på, at min kanske er stærkere end din!“
Høst og vinter gik, våren kom, og ænnu visste folk intet bestemt. Der for så mange rygter rundt — om de avslag Synnøve hadde utdelt, at hun halvvejs blev gående som for sig selv. Men Ingrid fulgte henne; de to skulde drage til sæters sammen i år, da Solbakkefolket hadde kjøpt part i Granlidsæteren. Man hørte Thorbjørn synge oppe i lierne; ti han laget et og annet til for dem.
En vakker dag, da det alt lakket mot kvællen, og han var færdig, satte han sig hen og tænkte på et og annet. Det var nok mest hvad der taltes i bygden, han tænkte på; han la sig på
