ryggen hen i det røde og brune lyng, og med hænderne opunder hodet gav han sig til at stirre op i himlen, som den gik der blå og skinnende bak de tætte trækroner. Det grønne løv og bar fløt ut over den i en skjælvende strøm, og de mørke grener, som skar igjænnem gjorde sælsomme, ville tegninger deri. Men himlen selv var kun til at se, når et blad blaffet til side; længer borte, mellem de kroner som ikke nådde hværandre, brøt den frem som en bred elv i lunefulle svingninger, og løp henover. Dette stemte hans sinn, og han begynte at tænke på det han så ....
— — Bjørken lo atter med tusen øjne op til granen, furuen stod der med taus foragt og strittet med sine pigger til alle sider; ti efterhvært som luften blev mere kjælen, kviknet flere og flere sjuklinger til, rænte i vejret og stak det friske løv like op i næsen på den. „Montro, hvor I var i vinter?“ spurte furuen, viftet sig og svedte harpiks i den utålelige hete. „Det er næsten for galt! — så langt mot nord ... fy-y!“
Men så var det en gammel, gråskallet furu, som så op over alle de andre — kunde ænda bøje en fingerrik gren næsten lodret ned og ta en dristig løn i dens øverste hårtot, så den skalv like ned i knærne. Denne favntykke furu hadde menneskene kvistet altid længer og længer opover, til den engang, træt og kjed av det, med ett skjøt sådan tilvejrs, at den spinkle gran ved siden blev rædd og spurte den om den også husket vinterstormene. „Om jeg husker dem?“ sa furuen og dasket den ved hjælp av nordenvinden således om ørene, at den ikke var langt ifra at tape sin holdning, og det var ilde nok. Den storlemmede, mørkladne furu hadde nu sat en så vældig fot i jorden, at tærne stak op en 6 alen ifra den, og var ænda tykkere æn omkring det tykkeste av seljen, hvad denne med undseelse en kvæll hvisket til humlen, som forælsket spant sig opover den. Den skjæggede furu var sig sin vælde bevisst og mælte til menneskene, idet den højt over deres ævner jog gren på gren ut i den ville luft: „Kvist mig, om I kan!“
„Nej, de kan ikke kviste dig!“ sa ørnen, nedlod sig nådig, la sine vinger sammen med anstand og pusset noget usselt fåreblod av sine fjær. — „Jeg mener jeg ber dronningen sætte sig her, jeg; — hun har nogen ægg hun skal kaste,“ tilføjet den sagtere og så ned på sine skallede ben; ti den var skamfull over, at der kom flyvende en del milde erindringer fra hine tidligste vårdage, hvori man blir halvtosset over den første solvarme. Snart hævet den igjæn hodet og blikket under det fjærskygde bryn op i de sorte urer, om dronningen ikke skulde sejle der etsteds, æggtung og lidende. Avsted satte den, og furuen kunde snart se parret oppe imot den klare blå luft, hvor de sejlte i like linje med den højeste
