møtte ham, så han på ham, og længer end forrige gang. Så skedde det, at de siden kom til at stå ved buret på én gang. — „Her er kommet bud fra Nordhaug,“ sa Sæmund; „de vilde ha dig med til bryllups på søndag.“ — — Ingrid så bønlig hen til ham fra sit arbejde, moren likeså. — „Jaså,“ svarte Thorbjørn tørt, men tok denne gang de to største sækker han kunde finne. „Går du?“ spurte Sæmund mørk. — „Nej.“
Granlidsæteren lå vakkert til, bygden kunde oversees derfra,
Solbakken først og fremst med sin mangefarvede skog omkring, —
og dernæst de andre gårder, som de lå der i en ring av skog, så
den grønne voll med husene i midten så ut som en funnen
fredsplet, der med magt var tat fra den ville mark. Det var 14
gårder som kunde tælles fra Granlidsæteren; av Granlidgårdens
hus så de blot takene, og det ænda blot fra den ytterste pynt
paa sætervollen. Allikevel blev jænterne ofte sittende og se efter
røken som steg op av piperne der. „Nu koker mor til middag,“
sa Ingrid; „idag skal de ha salt kjøtt og flæsk.“ „Hør, der roper
de på mannfolkene,“ sa Synnøve; „montro hvor de arbeider idag?“
Og deres øjne fulgte røken, som skyndte sig fort og vilter op i
den fine solglade luft, men snart spaknet, betænkte sig — fløt
så i et bredt tog ut over skogen, altid tynnere, tilsist som et
viftende flor, og snart næppe synlig. Mangen tanke steg dem da i
sinn og la sig ut over bygden. Den dag møttes de ved
Nordhaug. Det var et par dager efter brylluppet; men da dette skulde
stå en seks dager, nådde der ænnu, ret som det var, skudd og
enkelte rop av de aller kraftigste op til dem. — „De har det
muntert der,“ sa Ingrid. — „Jeg skal ikke misunne dem det,“ sa
Synnøve og tok sin binding. — „Det skulde dog være trøjsamt
at være med,“ sa Ingrid, der sat paa huk og så bortover mot
gården, hvor folk gik frem og tilbake mellem husene — nogen
henad stabburet til, hvor vei bord med mat stod opdækket,
andre parvis længer fra dem og i fortrolig samtale. — Jeg vet
ret ikke hvad du længes efter der borte,“ sa Synnøve. — Jeg
vet det knapt selv,“ sa Ingrid, der sat som før; „det er vel
dansen,“ føjet hun så til. Synnøve svarte ikke noget derpå. „Har
du aldrig danset?“ spurte Ingrid. — „Nej.“ — „Tror du da det
er synd at danse?“ — Jeg vet ikke rigtig.“ Ingrid talte ikke
mere om det straks; ti hun mindedes, at haugianerne strængt for-
