mægtig over landet fór det
som et anelsernes kor.
I sin mandom var han værner
om alt stort og skjønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Eller gik i Nordens have
som en gammel, munter gartner,
der av folkevårens gave
tok for evigheden sæd.
Snart med alvor, snart med lune
in han plantet, op han rykket, —
sat i kvællen, hvor den brune
danske bøk hans sjæl gav ly.
— — Åpen æn står havelågen,
hvor vi så ham under træet,
og vi skotter in, om nogen
skulde sitte der ænnu.
... Havet stunder jeg mot, ja havet,
hvor fjærnt det ruller i ro og højhed.
Med vægt av fjælltunge tåkebanker
det vandrer evig sig selv i møte.
Skjønt himlen daler, og landet kaller,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommernatten, i vinterstormen
det vælter klagende samme længsel.
Mot havet stunder jeg, ja mot havet,
hvor fjærnt det løfter den kolde panne!
Se, værden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryker den varm og lysblid
og taler frejdig om livets glæde.
Dog like iskold, tungsindig rolig
den sænker sorgen og sænker trøsten.
