des harmere blev han. Kommen op til Vejen, skvat Hesten en Gang til, forsøgte saa at gjøre et Kast forat slide sig løs, — og da brød Harmen ud. Medens han med venstre Haand holdt Bidslet, gav han den med højre henad Lænderne af sin store Rejsesvøbe, Slag i Slag, Slag i Slag, saa den blev rasende og satte Forhoverne paa hans Bryst. Men han holdt den fra sig, slog den nu værre end før, af al sin Magt, og brugte Tykenden af Svøben. — „Jeg skal lære dig, din trodsige Tamp!“ og han slog. Hesten vrinskede og skreg, han slog. „Hej, her skal du kjende Næve, som er stærk!“ og han slog. Hesten fnyste, saa Skummet valdt ham nedover hans Haand; men han slog: „Det skal være første og sidste Gang, din Krøbling! Der! endnu et! saa! hej, din Fillegamp, du skal prøve Mandetugt!“ og han slog. Under dette havde de vendt sig, Hesten gjorde ikke længer Modstand, rystede og bævede under hvert Slag, og bøjede sig hvrinskende, naar han saa Svøben nærme sig i Luften. Da blev Thorbjørn ligesom lidt skamfuld; han holdt inde. I det Samme blev han var en Mand, der sad paa Grøftekanten, støttet paa Albuen, og lo af ham. Han vidste ikke hvorledes det gik til; det blev næsten sort for Øjet og med Hesten ved Haanden ruste han mod ham med hævet Svøbe. „Jeg skal give dig Noget at le af!“ Slaget faldt, men traf kun halvt, da Manden med et Raab væltede sig ned i Grøften. Her blev han staaende paa alle Fire, men vendte paa Hovedet, skelede til Thorbjørn og trak Munden skeft op til Latter; men Latteren selv hørte han ikke. Thorbjørn studsede; thi dette havde han seet før. Jo, det var Aslak.
Thorbjørn vidste ikke hvorfor; men det løb ham koldt nedover Ryggen. „Det er vel dig, som har skræmt Hesten begge Gange“, sagde han. — „Jeg laa bare og sov jeg,“ svarte Aslak og løftede lidt paa sig; „og saa vakte du mig, da du skabte dig gal paa Hesten din“. „Det var dig, som gjorde den gal; alle Dyr er ræd dig,“ og han klappede Hesten, der var saa sved, at det dryppede af den. „Han er nu vel endelig ræddere dig end mig; slig har jeg aldrig faret med nogen Hest,“ sagde Aslak, — han stod nu paa Knæ i Grøften. „Vær ikke for stærk i Munden!“ sagde Thorbjørn og truede med Svøben. Da rejste Aslak sig og kravlede op. „End jeg da! Jeg stærk i Munden? Nej — . . . Hvor skal du hen, som farer saa fort?“ sagde han med blid Stemme, idet han nærmede sig, men slingrende til begge Sider; thi han var fuld. — „Jeg slipper nok for at komme længer idag,“ sagde Thorbjørn, som sprættede Hesten ifra. „Det var rigtig lejt, det,“ sagde Aslak og nærmede sig endnu mere, idet han tog til Huen. „Gudbevaremig“, sagde han, „slig en stor, vaker Karl du er bleven, siden sidst jeg saa dig;“ han havde begge Næver i Lommen og stod, saa godt han kunde, og betragtede Thorbjørn, der ikke kunde faa Hesten løs. Thor-
