af et Bryllup. Thorbjørn skulde have sig en ny Sælepind og gik hen at finde en; i Gaarden var intet høveligt Emne og han gik lidt udenfor, kom saa til et Vedskjul, som han gik ind i, langsomt og sagte, da Brudgommens Ord fulgte med ham. Han fandt der, hvad han vilde, men fremdeles uden at vide af det, satte han sig ned og op til den ene Væg med Kniv og Pinde i Haanden. Da hørte han det stønne i Nærheden af sig; det var paa den anden Side af den tynde Væg, derinde, hvor Vognskjulet var, og Thorbjørn lyede. „Er det — ogsaa dig,“ hørte han sagt med langt Mellemrum og af et Mandfolk, der talte med Besvær. Han tænkte først, det maatte være Knud; men Knud rullede paa R’et, og det gjorde ikke denne, saavidt han kunde høre. „Saa du — — vilde — finde mig op?“ sagdes der om en Stund og af den Samme. Da hørte han En græde, men det var ingen Mand. — „Hvorfor kom du ogsaa hid?“ blev der spurgt, og det maatte være af den, der græd; thi det var taarevaadt. — „Hm, — i hvis Bryllup skulde jeg spille, naar det ikke var — i dit“, sagde den Første, og nu blev der stærkere Graad. Det er vel Lars, Spillemanden, som ligger der, tænkte Thorbjørn. Lars var en stout, vaker Karl, hvis gamle Moder boede til Leje i en Husmandsplads under Gaarden. Og den Anden maatte vel være Bruden. Thorbjørn lagde Øret tættere op til Væggen; dette syntes han dog at ville høre. — „Hvorfor har du heller aldrig talt!“ sagde Kvindfolket og sagde det ret stærkt, som var hun meget bevæget. „Jeg tænkte ikke, det var nødvendigt mellem os To", svartes der kort. Da var det stilt en Stund, saa sagde hun atter: „du vidste dog han gik der.“ — — „Jeg troede dig stærkere.“ — Han hørte nu intet andet end Graad; endelig brød hun atter ud: „Hvorfor talte du ikke!“
„Det nyttede vel Gamle—Birthes Søn lidet at tale til Datteren paa Nordhoug“, blev der svaret efter et Ophold, hvori han havde draget Vejret tungt og ofte stønnet. Der blev ventet paa Svar: — „Vi har dog seet paa hinanden i mange Aar,“ sagdes der. „Ja, — vi har det,“ svarte han sagte og drog atter Pusten meget tungt. Der var saare stille, Thorbjørn hørte ikke engang, at der blev grædt. Med lav Stemme, som sad hun hensjunken, sagde endelig hun: „Det var harmeligt, at du ikke talte.“
— Du var saa stolt; En turde ikke rigtig tale til dig“. — — „Det var dog Ingenting, jeg heller vilde. — Jeg ventede hver Dag, — hvor vi mødtes; — jeg syntes næsten, jeg bød mig frem, jeg; — men —. Saa tænkte jeg, — — du forsmaaede mig.“ — Det blev atter ganske stille. Thorbjørn hørte intet Svar, ingen Graad, han hørte heller ikke den Syge drage Vejret. I den Stilhed klang det underligt, da den Syge lod falde: „Det skulde jeg have vidst."
Thorbjørn tænkte paa Brudgommen, som han troede at kjende for en brav Mand, og han blev ilde tilmode paa hans Vegne. Da sagde ogsaa hun: „Jeg er ræd for, han faar liden Glæde af mig, han, som —". — „Det er en brav Mand", sagde den Syge og begyndte paa Ny at give sig lidt, da det nok gjorde ondt for Brystet paa ham. Det var som dette ogsaa gjorde hende ondt; thi hun sagde: „Det er nok tungt for dig nu . . . Men — vi var vel aldrig kommen til at tale med hverandre, vi, var ikke dette kommen imellem.“ Og saa græd hun, og det var sommetider at Thorbjørn troede, at ogsaa Manden græd; thi det græd saa stærkt derinde.
„Det var bra’ du kom!“ sagde den Syge. Thorbjørn lyede efter, hvad hun vilde svare herpaa. — „Jeg kunde ikke Andet“, svarte hun, og lagde senere til: „Dengang du slog til Knud, forstod jeg dig først. Og siden — blev det et daarligt Bryllup for mig. — Aa ja, — det var ikke godt før heller.“ — „Jeg, . . . kunde ikke bære det længer", sagde han, — og saa en Stund efter: „Knud er ond.“ — „Han er ikke god“. sagde Søsteren.
