Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/309

Denne siden er ikke korrekturlest

som var ligt, og havde han samme Slags ret opstående Pande, men mindre, ligesom alle hendes fine Træk var grove hos ham. „Hvad vil du have for Gampen din,“ spurgte Knud. „Jeg vil ikke sælge den,“ sagde Thorbjørn. „Du tror kanske jeg ikke kan betale den,“ sagde Knud. „Jeg ved ikke hvad du kan.“ — „Så? du tvivler om det? Det skulde du ellers vogte dig for,“ sagde Knud. Hin Gut, som før stod opefter Væggen derinde i Stuen og rørte ved Jenternes Hår, sagde derfor også til en Nabo: „Knud tør ikke rigtig dennegang.“

Dette hørte Knud. „Tør jeg ikke? Hvem siger det? Tør jeg ikke?“ skreg han. Flere og Flere kom til. „Afvejen, se Hesten!“ råbte Thorbjørn og slog på; han vilde rejse. „Siger du afvejen til mig?“ spurgte Knud. „Tror du jeg går afvejen for dig?“ — „Jeg må frem,“ sagde Thorbjørn, men veg heller ikke selv tilside. „Hvad, kjører du lige på mig?“ spurgte Knud. — „Så gå bort!“ Og Hesten løftede Hovedet i Vejret, ellers havde den sat det lige mod Knuds Bryst. Knud gav Hesten et Slag over Sidehovedet, så den, ræd ifra før af, stejlte og skræmte Folk tilside. Thorbjørn var bleg, men sagde ganske rolig: „gå lidt afvejen, Knud.“ — „Du kan kjøre til Siden“. sagde Knud. Thorbjørn tvang Hesten ligefrem og mod ham, den stejlte påny, men Thorbjørn slog på. Da tog Knud den ved Bidslet, og Hesten, som huskede Taget fra Vejen, begyndte at skjælve. Men dette rørte Thorbjørn mere end noget Andet, han rejste sig med Svøben i Hånden og drog til Knud over Hovedet. „Slår du?“ skreg Knud og kom nærmere; Thorbjørn hoppede af Læsset: „Du er en ond Karl,“ sagde han ligbleg og leverte Tømmen til hin Gut fra Stuen af, da han kom og bød sig frem. Men den gamle Mand, som havde rejst sig borte ved Døren, da Aslak var færdig med sin Fortælling, han gik nu bort til Thorbjørn og rykkede ham i Armen: „Sæmund Granliden er for brav en Mand, til at Sønnen hans skal drages med slige Slagskjæmper,“ sagde han. Det stilnede i Thorbjørn, men Knud råbte: „Jeg Slagskjæmpe? Det er han ligesågodt som jeg, og min Fader er lige så god som hans. — Kom an! — Det er dårligt at Bygdefolket ikke ved, hvem af os To egentlig er ved bedst Magt“ lagde han til og tog Halstørklædet af sig. „Vi prøver det tidsnok,“ sagde Thorbjørn. Da sagde den Mand, som før havde lagt i Sengen: „de er som to Katter; de må først snakke Mod i sig, Beggeto.“ Thorbjørn hørte det, men svarte Intet. En og Anden af Flokken lo, Andre sagde det var stygt med alle de Slagsmål i dette Bryllop, samt at de abede sig ind på en Fremmedmand, som vilde drage fredeligt afsted. Thorbjørn så sig om efter Hesten, det var hans Agt at fare. Men hin Gut havde vendt den og kjørt den forsvarlig langt bort; Gutten selv stod nu lige bag dem. — „Hvad ser du dig om efter?“ spurgte Knud; „hun Synnøve er langt borte nu.“ — „Hvad rager hun dig?“ — „Nej, slige skinhellige Kvindfolk rager ikke mig,“ sagde Knud; „men kanske hun modstjæler dig.“ Dette var formeget for Thorbjørn; de mærkede, at han så sig om for at prøve Pladsen. Nu lagde atter nogle Ældre sig imellem og mente, at Knud havde gjort nok Ugagn