Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/31

Fullmånen suger, orkanen løfter,
men taket glipper, og vandet strømmer.
Lavlandet nedhvirvles, bærg hensmuldrer,
mens jævnt det skyller mot evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre;
hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrik der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.

Mot havet er det, langt ut mot havet,
som aldrig kjænner en stunds forsoning!
For alt som sukker, det er forløser,
men drager vid’re sin egen gåde.
Føl denne sælsomme pakt med døden,
at alt det gir ham — sig selv kun ikke!

Jeg føres, hav, av dit store tungsinn,
og slipper ned mine matte planer
og lader flyve de bange længsler:
din kolde ånde mit bryst skal svale!
Lad døden følge, på byttet lure:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg sliter timer ifra din rovlyst,
mens frem jeg skjær under vredes-brynet;
du skal kun fylle mit spænte storsejl
med dine susende dødsorkaner,
din bølges rasen mer skyndsomt bære
mit lille fartøj mot stille vande.

Hvad heller ensomt og mørkt ved roret,
forlatt av alle og glæmt av døden,
når fremmed sejl fra det fjærne vifter,
og andre stryker forbi i natten,
at mærke strømningens underdønning
— havhjærtets suk, når det drager ånde —
og bølgens smågang mot bjælkelaget,
— det stille tidsfordriv i dets tungsinn.
Da skyller længslerne langsomt over
i alnaturens havdype smærte,
og nattens, vandets forente kulde
min sjæl utruster for dødens rike.

Så kommer dagen! Og motet springer
i lange buer mot lys og hvælving,