i dette Lag. — „Mig skal han Intet gjøre!“ sagde Thorbjørn, og da hine hørte dette, taug de. Andre sagde: „lad dem drages, så bliver de Godvenner; disse har længe nok seet ondt over til hverandre.“ — „Ja,“ sagde En, „de vil Begge være den Bedste her i Bygden; lad os nu se.“ „Har I Andre seet noget ligt til han Thorbjørn Granliden?“ mente Knud; „jeg syntes, han nylig var her på Gården.“ „Ja, her er han,“ sagde Thorbjørn, og i det Samme fik Knud et Slag over det højre Øre, så han tumlede hen i nogle Mænd, som stod der. Nu blev der ganske stilt. Knud rejste sig og foer frem uden at sige et Ord; Thorbjørn tog mod ham. Der blev nu en lang Nævekamp, da begge vilde hinanden på Livet; men begge var vel vant og holdt hinanden væk. Thorbjørns Slag faldt nok så ofte, og Nogle sagde, de faldt nok så tungt. — „Der har Knud fundet sin Mand,“ sagde hin, som havde taget Hesten; „giv Plads!“ Kvindfolkene flygtede; kun een stod højt på en Trap for bedre at se; det var Bruden. Thorbjørn fik et Glimt af hende og stansede lidt; da så han en Kniv i Knuds Hånd, huskede hendes Ord, at Knud ikke var god, og med et velrettet Slag traf han Knuds Arm over Håndledet, så Kniven faldt, men han selv rigtig nok i det Samme fik dens Od op i sin. „Au, hvor du slog,“ sagde Knud. „Synes du?“ spurgte hin og brød nu ind på ham. Knud havde ondt for at bruge sin Arm, han blev løftet og båret, men det bar imod, før han blev lagt. Han blev flere Gange sat slig mod Jord, at enhver Anden vel havde svigtet, men dette var en god Ryg, Thorbjørn flyttede med ham, Folk veg, men han kom efter med ham, og således bar det rundt den hele Gård. Da de kom opunder Trappen, hivede han ham endnu engang i Vejret og truede ham ned, så Knæerne gav efter og Knud langs over Stenhelden, så det sang i ham. Han blev liggende stille, gav et dybt Støn fra sig og lod Øjnene synke i; Thorbjørn rettede sig og så op; hans Øjne faldt lige på Søsteren, der stod ubevægelig og så på. „Tag Noget og læg opunder Hovedet på ham,“ sagde hun, vendte sig om og gik ind.
To gamle Koner gik forbi; den ene sagde til den anden: „Herregud, der ligger En igjen; hvem er nu dette?“ En Mand svarte: „han Knud Nordhoug“. Da sagde den anden Kone: „Så kanske det liver på[1] med Slagsmålene herefterdags. De måtte da også have Andet at bruge sine Kræfter til.“ — „Der sagde du et sandt Ord, Randi“. mente hin; „Vorherre hjælpe dem så langt frem, at de kan se forbi hverandre og hen til noget Mere“.
Dette faldt Thorbjørn underligt på Sindet; han havde ikke sagt et Ord, men stod der endnu og så på dem, som stelte med Knud, — Flere talte til ham; men han svarte ikke. Han vendte sig fra dem og faldt i Tanker, Synnøve kom frem i dem og han blev
- ↑ Liver på = blir mindre.
