og strøg hans Kind, medens hendes Tårer faldt varme på hans Ansigt. Sæmund var oppi Øjet med det ene Ærme, flyttede så Moderen blidt tilside: „Lad mig lige så godt tage ham strax“. sagde han. Og han tog vel opunder hans Skuldre med den ene Hånd, lidt nedenfor Ryggen med den anden —: „hold på Hovedet, du Mor, om han ikke skulde have Kraft til at bære det“. Hun gik da foran og holdt på Hovedet, Sæmund søgte at komme i Skridt med hende og snart lå Thorbjørn på Sengen i det andet Kammer. Efterat de nu havde bredt over ham og lagt ham vel tilrette, spurgte Sæmund, om Gutten var kommen afgårde. „Der ser du ham!“ sagde Moderen og pegte ud. Sæmund åbnede Vinduet og råbte ud: „Er du fremme om 1 Time, skal du få din Årsløn to Gange; — det er det Samme, om du sprænger Hesten.“
Han gik atter bort til Sengen, Thorbjørn så på ham med store, klare Øjne, Faderen måtte se på dem, og da begyndte hans at fugtes. „Jeg vidste, det vilde ende slig“. sagde han sagte, vendte sig og gik ud. Moderen sad på en Krak inde ved Sønnens Fødder og græd, men hun talte ikke. Thorbjørn vilde tale, men han følte det faldt sig tungt, derfor tiede han. Men han så på Moderen uafbrudt, og Moderen havde aldrig seet slig Glans i hans Øjne, heller aldrig havde de været så fagre, hvilket syntes hende et slemt Forbud. „Gud Herren han hjælpe dig!“ brast det endelig ud; „jeg ved, at Sæmund vælter overende, den Dag du går væk“. Thorbjørn så på hende med ubevægeligt Øje og Ansigt. Blikket foer lige igjennem hende, og hun begyndte at bede sit Fadervor for ham; thi hun tænkte, han kun havde lidt igjen. Medens hun da sad der, randt det hende i Sind, hvor kjær han fremfor Nogen havde været dem Alle og nu var Ingen af Sødskendene hans hjemme. Fik hun da Bud op til Sæteren efter Ingrid og en yngre Broder, kom så igjen og satte sig der som før. Han så endnu på hende og Blikket var hende en Psalmesang; det førte hendes Tanker mildeligt ind i de bedre Ting, og gamle Ingebjørg blev andagtsfuld, tog Bibelen frem, og sagde: „nu vil jeg læse højt for dig, at du kan have det godt.“ Da hun ingen Briller havde ved Hånden, slog hun op et Sted, som hun omtrentlig kunde udenad fra hun var Pige, og det var af Johannes Evangelium. Hun var ikke vis på, at han hørte hende; thi han var ubevægelig som før, stirrede blot på hende; men hun læste dog, om ikke for ham, så for sig selv; thi Gråden stod stille sålænge.
Ingrid kom snart hjem for at bytte med hende; men da sov Thorbjørn. Ingrid græd uden Ende; hun var begyndt med det, før hun gik fra Sæteren, thi hun tænkte på Synnøve, som Intet fik vide. Nu kom Doktoren og undersøgte ham. Han havde fået et Knivstik i Siden, var også ellers bleven slagen, men Doktoren sagde Intet, og der var Ingen som spurgte ham. Sæmund fulgte ham ind i Syge-
