Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/323

Denne siden er ikke korrekturlest
SYVENDE KAPITEL

God Tid efter sad Guttorm Solbakken og Konen, Ingrid sammen borti den store, lyse Stue på Solbakken og læste for hverandre af nogle nye Bøger, som de havde fået fra Byen. De havde været i Kirke om Formiddagen; thi det var en Søndag, — så havde de gået lidt sammen udover Jordet forat se, hvorledes Grøden stod og forat overveje, hvad der skulde lægges igjen eller haves oppe til næste År. De havde ruslet fra den ene Atlege og Ager til den anden, og det syntes dem, at Gården var gået godt frem i deres Tid; „Gud ved, hvorledes den vil skjøtte sig, når vi er borte?“ havde Ingrid sagt. Da var det, Guttorm havde bedet hende følge med ind, at de kunde læse i de nye Bøger; „thi En gjør bedst i at holde sig fra slige Tanker.“

Men nu var Bogen prøvet, og Ingrid mente, at de gamle var bedre: „Folk skriver bare op igjen af dem.“ — „Det kan være Noget i det; Sæmund sagde idag til mig i Kirken, at Børnene også er bare Forældrene op igjen.“ — „Ja, du og Sæmund har nok talt om Meget idag.“ — „Sæmund er en forstandig Mand.“ — „Men holder sig lidt til sin Herre og Frelser, er jeg bange for.“ — Herpå svarte ikke Guttorm. — „Hvor blev det nu af Synnøve?“ spurgte Moderen. „Hun er oppe på Loftet,“ svarte han. „Du sad der jo selv med hende før, hvorledes var hun tilsinds?“ — „Å —.“ „Du skulde ikke have ladet hende blive siddende der alene.“ — „Der kom Nogen.“ Konen tiede lidt. — „Hvem var vel det?“ — „Ingrid Granliden.“

„Jeg tænkte, hun var på Sæteren endnu.“ — „Hun var hjemme idag forat Moderen kunde komme i Kirke.“ — „Ja, vi så da også hende der en Dag.“ — „Hun har Meget at stå i.“ — „Det har Andre med; En kommer alligevel did, han længes til.“ Guttorm svarte ikke herpå. Om en Stund sagde Ingrid: „De var der hele Granlidfolket idag foruden Ingrid.“ — „Ja, det var vel forat følge Thorbjørn første Gang.“ — „Han så dårlig ud.“ — „Ikke bedre at vente; jeg undrede mig over, han var såpas.“ — „Ja, han har fået lide for sin Galskab.“ Guttorm så lidt ned for sig: — „han er nu bare Ungdommen endnu.“ — „Der er ingen god Grund der; En kan aldrig være tryg på ham.“

Guttorm, som sad med Albuerne på Bordet og drejede en Bog rundt i Hånden, åbnede nu denne, og idet han begyndte ligesom at læse sagte i den, lod han de Ord falde: „Han skal være ganske siker på at få igjen sin fulde Hilse.“ Moderen tog nu også en Bog. „Det var rigtig bravt for en så vaker Gut,“ sagde hun; „Vorherre lære ham at bruge den bedre.“ De læste Beggeto; så sagde Gut-