Loftsværelse, hvor hans mange Bøger stod. Det bar slig til, at hvergang vi kom sammen med hende, stod hun som hun var andensteds, og vi sagde til hverandre: var vi blot så kloge som Karen Hougen. Hun skulde arve Gamlingen og mange gode Karle bød sig til at dele halvt med hende; Afslag fik de alle. På den Tid vendte Præstesønnen hjem fra sin Præstlære; det var ikke gået godt med ham, såsom han mere havde havt Sind for Vildskab og onde Ting end for de gode; nu drak han. „Vogt dig for ham!“ sagde den gamle Lensmanden. „Jeg har været meget sammen med de Fornemme, og er det min Erfaring, at de er mindre værdt vor Lid end Bonden.“ Karen hørte bestandig hans Røst over de Andres, — og da hun senere traf til at møde Præstesønnen, gik hun afsides, skjønt han stod efter hende. Siden kunde hun ingensteds gå, uden at hun mødte ham. „Væk,“ sagde hun; „det nytter dig lidet!“ Men han fulgte. Hun vilde ikke fortælle det til den gamle Lensmanden, således bar det til, at hun dog tilsidst måtte stanse og høre på hin Karl. Han var fager nok, skjønt han ikke havde levet som han burde. Tilsidst var de sammen daglig; havde han hundrede Tunger, havde hun hundrede Øren. Men så blev det slig imellem dem, at han sagde, han ikke kunde leve hende foruden. Da skræmtes hun væk. Han gik og drev om Husene der; men hun kom ikke ud; han stod udenfor hendes Vindu om Natten og græd, men hun kom ikke frem; han sagde, han vilde gjøre Ende på sig; men Karen vidste, hvad hun vidste. Tog han så på at drikke igjen. — „Vogt dig: det er Djævelens List Altsammen,“ sagde den gamle Lensmanden. Så stod Karlen en Dag lige på hendes Værelse; Ingen vidste, hvorledes han var kommen did. „Nu vil jeg dræbe dig,“ sagde han. „Ja, trøst dig til det!“ sagde hun. Men så græd han igjen og sagde, det stod i hendes Magt at gjøre ham til et skikkeligt Menneske. Da hun Intet vilde svare på dette, spurgte han, hvorfor hun ikke vilde tro ham. „Kunde du endda et halvt År holde dig fra at drikke,“ sagde hun. Og så holdt han sig i et halvt År fra at drikke; „tror du mig nu?“ spurgte han. „Ikke før du i et halvt År holder dig fra al Slags Lag og Lystighed.“ Det gjorde han; „tror du mig nu?“ spurgte han. „lkke før du rejser hen og ender din Præstlære.“ Han gjorde også dette, og Året efter var han tilbage som fuldlært Præst. „Tror du mig nu,“ spurgte han og havde endda Kappe og Krave på. „Nu vil jeg nogle Gange høre dig forkynde Guds—Ord,“ sagde Karen. Og det gjorde han purt og rent, som det sig en Præstemand sømmer; han talte om sin egen Dårlighed, og hvor let det var at sejre, når En først kunde begynde, og hvor godt Guds—Ord var, når En først fandt det. Gik han så igjen til Karen. „Ja, nu tror jeg, du lever efter, hvad du selv ved,“ sagde Karen. „Og nu vil jeg fortælle dig, at jeg i tre År har været trolovet med Anders Hougen, mit Sødskendebarn; du skal lyse for os på næste Søndag.“ — —
Her sluttede Moderen. Synnøve havde ingen Opmærksomhed vist i Begyndelsen, siden mere og mere, nu hang hun i hvert Ord. „Er det ikke Mere?“ spurgte hun. „Nej,“ svarte Moderen. Faderen så til Moderen, da gled hendes Blik usikert til Siden og
