hun fortsatte efter en liden Betænkning, idet hun drog Fingeren efter Bordpladen: „kanske det også kunde være noget Mere; — — men det er det Samme.“ „Er det Mere?“ spurgte Synnøve, og vendte sig mod Faderen, som syntes at vide det. „Å — ja; men det er, som Moder siger; det kan være det Samme.“ — „Hvorledes gik det ham?“ spurgte Synnøve. „Ja det var netop det,“ sagde Faderen og så hen til Moderen. Denne havde lænet sig bagover mod Væggen og så på dem Begge. „Blev han ulykkelig?“ spurgte Synnøve. — „En kan lidet vide derom . . . ellers tror jeg som sagt vi får slutte, hvor der skal være Slut,“ sagde hun og rejste sig. Faderen gjorde ligeså, Synnøve senere.
Nogle Uger efter, tidlig en Morgen, lagede hele Solbakkefolket sig til Kirkefærd; der skulde være Konfirmation, som indtraf lidt tidligere iaar end sædvanlig, og ved slig Lejlighed blev Husene stængt; thi Alle skulde afsted. De vilde ikke kjøre, da Vejret var klart, om ogsaa lidt koldt og vindhaardt i Morgenstunden; Dagen tegnede til at blive vaker. Vejen bøjede omkring Bygden og forbi Granliden, strøg saa bortover tilhøjre, og een god Fjerding Vej frem laa da Kirken. Kornet var paa de fleste Steder skaaret og sat paa Stør, Kjøerne for det Meste tagne ned fra Fjeldene og gik bundne, Markene var enten grønne anden Gang eller paa magrere Jord graahvide; rundtom stod den mangefarvede Skog, Birken alt syg, Aspen ganske gulbleg, Rognen med tørre Skrumpeblade, men stolt alligevel; thi den bar Frugt. Smaakrattet muddrede op langs Vejen og legte med de faldne Blade, som en kaad Vind kastede ind paa det, eller stod og nyste i Vejsanden, som raske Kjørende hjalp Vinden med at jage op. Fjeldsiderne begyndte ligesom at lude tyngre over Egnen, efter hvert som den herjende Høst klædte dem af og gjorde dem alvorlige, — Fjeldbækkene, der blot stundimellem havde vist Liv i Sommeren, tullede nu hovne og sprættende nedover med stor Støj og sagde vidt, hvor de kom: der er endnu Liv paa Fjeldet! Granlidfossen gik en tyngre og støere Gang, havde Meget at bære og foer ikke med noget Smaasnak; holdt den Taler, var det Taler med Fynd og Klem, navnlig da den kom ned i Granliduren, hvor Fjeldet med een Gang ikke vilde være med længer, men trak sig taus indad og lod den fare videre som den bedst kunde. Den var just ikke ræd, skjønt den blev vred nok, tog Spændtag i Stenen og satte hujende afsted, saa det skalv i Fjeldet. Vasket blev det for sit Forræderi; thi Fossen satte en tirrende Straalesprøjt lige op i Ansigtet paa det. Noget nysgjærrigt Orderkrat, som gjerne vilde se paa dette, stak Hovederne ihob og nærmede sig Stupet, men blev som klomset af Forfærdelse, havde nær ravet ned i Flommen, saaledes stod det og hikkede i Vandbadet; thi Fossen var ikke spar den Dag.
Thorbjørn, begge hans Forældre, begge hans Sødskende og øvrige Husfolk drog netop forbi og saa paa dette. Han var nu ganske frisk igjen og havde alt som før taget sine vældige Tag i Faderens Arbejde. De To gik nu bestandig sammen, saaledes ogsaa her. „Der tror jeg næsten, det er Solbakkefolket vi har lige bag os“, sagde Faderen.
