Thorbjørn så ikke tilbage; men Moderen sagde: „Ja, det er det også; — — men jeg ser ikke . . . . jo, der langt bag.“ Enten fordi Granlidfolket herefter gik fortere eller fordi Solbakkefolket sagtnede på sig, blev der større og større Afstand mellem dem, tilsidst så man neppe hverandre. Det lod til at blive folksamt ved Kirken; den lange Bygdevej var sort af Folk, gående, kjørende og ridende; Hestene var vælige nu i Høsttiden og lidet vante til at være sammen med flere, hvorfor der var et Knæg og en Uro over dem, som gjorde Farten farefuld, men meget livlig.
Jo nærmere de kom Kirken, des større Støj stod der af Hestene, idet hver, som kom, skreg op til dem, som alt stod bundne, og disse sled i Tjøret, trampede om på Bagbenene og hvinte nedover mod dem. Alle Bygdens Hunde, som Ugen lang havde siddet og hørt på hverandre, småskjændtes og ægget hverandre, de mødtes nu her ved Kirken og røg lige ihob i det voldsomste Slagsmål, parvis og i stærke Klumper ud over al Mark. Folket stod stille langs Kirkemuren og Husene, førte en hviskende Samtale og så blot til hverandre fra Siden af. Vejen, som førte forbi Muren, var ikke bred, Husene lå tæt til på den anden Side, og nu stod Kvindfolkene gjerne langs med Muren, Mandfolkene midt imod dem langs Husene; først senere vovede de at gå over til hverandre, og om Kjendtfolk så hverandre på Afstand, lod de ikke som de kjendtes, før denne Tid kom, — det kunde da være, at de stod så lige i Vejen for hverandre, når den ene Part kom, at de ikke kunde undgå Hilsningen; men da skeede den med halvt bortvendt Ansigt og knappe Ord, hvorpå de gjerne drog sig til hver sin Kant. Da Granlidfolket nåede frem, blev der næsten mere stille end før, Sæmund havde ikke Mange at hilse, hvorfor det gik ret fort fremover Rækken; Kvindfolkene derimod hægtede sig strax fast og blev stående blandt de Forreste. Dette gjorde, at Mandfolkene, da de skulde gå ind i Kirken, måtte fremover igjen efter Kvindfolkene; i det Samme kom tre Vogne i Række voldsommere end nogen foregående og stansede end ikke Farten, idet de bøjede ind imellem Folkene. Sæmund og Thorbjørn, som nær var bleven overkjørt, så op på samme Tid; i den første Vogn sad Knud Nordhoug og en gammel Mand, i den anden hans Søster og hendes Husbond, i den tredie Føderådsfolket. Fader og Søn så på hverandre; Sæmund forandrede ikke et Træk, Thorbjørn var meget bleg; de lod begge Blikket slippe og glide lige ud; der mødte det Solbakkefolket, som netop havde stanset ligeoverfor dem forat hilse Ingebjørg og Ingrid Granliden. Vognene var kommen imellem, Samtalen var stivnet, Øjnene hang endnu ved de Bortfarende, og det var en Tid, før de kunde tage dem til sig igjen. Som de da Nogen og Hver begyndte at komme sig efter Over-
