Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/328

raskelsen og lod Øjet strejfe for at søge en Overgang, mødte de Sæmund og Thorbjørn, der stod og stirrede. Guttorm Solbakken bøjede bort, Konen så strax efter Thorbjørns Øjne; men Synnøve, som nok havde fået disse, vendte sig mod Ingrid Granliden og tog hende i Hånden, som for at hilse hende, skjønt hun havde gjort det en Gang før. Men de mest forlegne, det var To, som hverken vovede se op eller ned, det var Ingebjørg og Ingrid. Tjenestefolkene fulgte hver Bevægelse med megen Opmærksomhed, hine følte Alle på en Gang, at Andre gjorde ligeså, og nu gik Sæmund bent over og tog med bortvendt Ansigt Guttorm i Hånden: „Tak for sidst“. — „selv Tak for sidst.“ Ligeså med Konen: „Tak for sidst“. — „selv Tak for sidst“ ; men heller ikke hun så op. Thorbjørn gik efter og gjorde som Faderen; denne kom nu til Synnøve, som var den Første, han så på. Hun så også op på ham og glemte at sige „Tak for sidst.“ Thorbjørn kom i det Samme; han sagde Intet, hun Intet, de tog hverandre i Hånden, men løst, Ingen fik Øjnene op, Ingen kunde flytte en Fod væk. — „Det bliver bestemt et velsignet Vejr idag,“ sagde Ingrid Solbakken og lod Blikket med Hast gå fra den Ene til den Anden. Sæmund var den, som svarte: „å ja; den Vind driver Skylagene væk.“ „Godt for Kornet, som står og trænger Tørke,“ sagde Ingebjørg Granliden og begyndte at børste af Sæmund bag på Trøjen, ventelig fordi hun troede, han var støvet. — „Vorherre har givet os et godt År; men det kan være uvist, om Altsammen vil i Hus,“ sagde Ingrid Solbakken igjen, og så hen til de To, som endnu ikke havde flyttet sig siden sidst. „Det kommer an på Folkemagten, „ sagde Sæmund og vendte sig mod hende, såat hun ikke godt kunde se did hun vilde. „Jeg har tit tænkt, at et Par Gårde skulde lægge sin Magt ihob; da gik det vist bedre.“ „Det kan være slig, de vil bruge Tørken på en Gang,“ sagde Ingrid Solbakken og tog et Skridt tilsiden. „Javist,“ sagde Ingebjørg og stillede sig tæt ved Manden, således at Ingrid heller ikke nu fik se did hun vilde; „men sommesteder er der tidligere modent, end på andre; Solbakken er ofte over Fjortendagene foran os.“ „Ja, da kunde jo vi godt hjælpes,“ sagde Guttorm langsomt og trådte et Skridt nærmere. Ingrid så til ham i Hast; „ellers er der mange Omstændigheder, som kan komme ivejen,“ føjede han til. „Det er det,“ sagde Ingrid og flyttede et Skridt til den ene Side, et Skridt til den anden og nok et, men så atter tilbage; Ingrid Granliden var nu også kommen til at stå tæt ved Forældrene. „Å—ja; der er mere i Veien for En, end som kan flyttes tilside,“ sagde Sæmund; det var ikke frit at Munden trak op til et Smil. „Vel er det så,“ sagde Guttorm; men Konen skjød ind: „Menneskemagten rækker ikke langt; Guds er den største, skulde jeg tro, og det kommer an på ham.“ „Han skulde da vel ikke have synderlig imod, at vi hjalp hverandre med Grøden på Granliden og Solbakken?“ „Nej,“ mente Guttorm, „det kan han da ikke have imod,“ og han så alvorlig hen til Konen. Denne vendte