Samtalen; „her er mange Folk ved Kirken idag,“ sagde hun; „det gjør godt at se dem søge Guds Hus.“ Ingen syntes at ville svare; da sagde Guttorm: „Jeg tror nok, det monnes med Gudsfrygten; der er flere ved Kirken nu end i min Ungdom.“ „Å ja; — Folket øges,“ sagde Sæmund. „Der er vel dem iblandt, kanske Størsteparten med, som blot driver hidover af Vane,“ sagde Ingrid Solbakken. „Kanske de Yngre,“ mente Ingebjørg. „De Yngre vil gjerne træffe hverandre,“ sagde Sæmund. — — „Har I hørt, at Præsten vil søge sig væk?“ sagde Ingrid og vendte Samtalen anden Gang. „Det var slemt,“ sagde Ingebjørg; „han har både døbt og konfirmeret alle Børnene mine.“ „Du vilde vel også han skulde gifte dem først?“ sagde Sæmund og tyggede væk på en Flis, som han havde fundet sig. „Jeg undrer mig på, om det ikke snart skulde være Kirketid?“ sagde Ingrid og så hen til Indgangen. „Ja det er nok bedre inde end ude idag,“ sagde Sæmund som før. — „Kom nu, Synnøve, så skal vi gå ind.“ — Synnøve foer sammen og vendte sig; thi hun havde nok talt med Thorbjørn. „Vil du ikke vente til Klokken ringer?“ sagde Ingrid Granliden og skottede hen til Synnøve; „så går vi Allesammen,“ lagde Ingebjørg til. Synnøve vidste ikke, hvad hun skulde svare. Sæmund så bagover til hende. „Venter du, så ringer det snart — for dig,“ sagde han. Synnøve blev meget rød, Moderen så hvast op til ham. Men han smilte til hende. „Det bliver nu som Vorherre vil; var det ikke så du sagde nys?“ Og han ruslede i Forvejen bortover mod Kirken, de Andre efter.
Ved Kirkedøren var der Trængsel, og da de skulde se til, så var den ikke oppe. Netop som de gik nærmere for at spørge om Årsagen, blev den åbnet og Folk gik ind; men Nogle gik også tilbage, hvorved de Kommende blev adskilt. Op til Væggen stod To i Samtale, den Ene høj og svær med lyst, men stridt Hår, but Næse, og det var Knud Nordhoug, som, da han så Granlidfolket komme, stansede i Talen, blev lidt underlig, men stod alligevel. Sæmund skulde nu gå lige forbi ham og lånte ham et Par Øjne i det Samme, men Knud slog heller ikke sine ned, skjønt de ikke så sikert. Nu kom Synnøve, og strax hun så uventet fik Knud at se, blev hun ligbleg. Da slog Knud Øjet ned, løftede sig op fra Væggen, som vilde han gå. Nu så han fire Ansigter rettede på sig, det var Guttorms, Konens, Ingrids og Thorbjørns. Han begyndte at gå, men ret som han var ør, gik han lige på dem, så han uden selv at vide det, snart stod Ansigt til Ansigt med Thorbjørn selv; det lod som han vilde trække sig til Siden strax; men flere Folk var komne til, det kunde ikke gjøres så let. Dette hendte lige på Stenhelden, som ligger udenfor Fagerlidkirken; oppe på Tærskelen til Våbenhuset var Synnøve stanset og Sæmund længere inde; de kunde ved at de stod højere, tydelig sees af Alle udenfor — og
