Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten gik nede og blåste på lur.
„Hvi blåser du altid? Ti stille, du små!
Det hæfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten lot være at blåse på lur.
„Hvi tier du stille? Blås mere, du små!
Det løfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten tok atter og blåste på lur.
Da gråt hun i aftnen og sukkede ud:
„O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud! —
Nu gik solen ned.“
FRA MONTE PINCIO
Aftenen kommer, solen står rød,
farvende stråler i rummet henskylle
lyslængslens glans i uændelig fylle; —
fjællet forklares, som åsyn i død.
Kuplerne gløder, men længere borte
tåken langs markernes blålige sorte
vugger opover som glæmselen før:
over hin dal dækker tusen års slør.
Aftnen, hvor rød og varm!
blusser av folkelarm,
glødende hornmusik,
blomster og brune blik. —
Fortidens store står rundtom, knapt kjænte,
bundne i marmor og vænte.[1]
Vesper det ringer, i rødmende luft
tonernes ofFerdamp tåker og spredes,
kirkernes hellige halvmørke bredes,
aftenbøn bæver i ord og i duft.
Ildbæltet over Sabinerne spænnes,
bluss på Campagnen av hyrderne tændes,
En højde over Rom, stadens spasergang, hvor musikken spiller og den fornemme værden møtes hver aften.
- ↑ Marmorbyster av Italiens navnkundige mænn står rundt plassen på Monte Pincio.
