han, lidt svag i Målet. „Ja,“ hviskede hun neppe hørligt, og vendte sig bort; de gik videre fremover, og sålænge hun taug, turde han ikke røre ved hende, heller ikke tale; men han følte ligesom ingen Vægt i Kroppen og var derfor noget nær påvej at tumle overende. Det brændte for Øjet, og da de i det Samme kom på en Houg, hvorfra Solbakken godt såes, var det ham, som han havde boet der al sin Levetid og længtes did hjem. „Jeg følger hende ligeså godt over strax,“ tænkte han, og gik og drak Mod i sig af Synet, så han blev stærkere i sit Forsæt for hvert Skridt. „Fader hjælper mig,“ tænkte han; „jeg holder ikke dette ud længer, jeg må over, — må!“ og han gik fortere og fortere, bare så ligefrem, det lyste over Bygden og Gården; „ja, idag; aldrig en Time længer venter jeg,“ og han følte sig så stærk, at han vidste ikke, hvorhen han først skulde vende sig.
„Du går rent ifra mig,“ hørte han en blid Stemme lige bag sig; det var Synnøve, som slet ikke kunde følge ham og nu måtte give tabt. Han blev skamfuld og vendte om, kom tilbage med udstrakt Arm og tænkte: jeg skal løfte hende over Hovedet på mig; men da han kom nær til hende, gjorde han det slet ikke; „jeg går så fort, jeg“. sagde han, „Du gjør det“. svarte hun.
Og de gik længer og længer fremover, — istedetfor at tale om alt Muligt, som han tænkte, talte de om slet Ingenting. Istedetfor at følge hende bent over begyndte han alt oppi Skogen at tænke: men er det også rigtig at fare så fort frem? Hun er nu så gjild en Jente, at Gud bevare mig! — rig, som alle Houger, eneste Datter — og så vaker da! Førend de endnu var begyndt at tage nedover fra Skogvejen til Bygdevejen, var han kommen overens med sig selv om, at det i alle Fald ikke var værdt at gå derover idag; der kunde snart komme Regn, tænkte han, og Kornet står ude på Stør.
De var nær ved Bygdevejen; Ingrid, som hele Tiden havde været ude af Syne, gik her lige bag dem: „Nu skal I ikke gå sammen længer,“ sagde hun. Thorbjørn skvat op ved det, Synnøve blev også lidt underlig, skjønt det nu vel var et Kvarter, siden de havde talt sammen . . . „Jeg havde såmeget jeg skulde sagt dig,“ hviskede Thorbjørn. Dertil svarte hun ikke; men det var ikke frit at hun smilte. — „Jaja,“ sagde han: — „en anden Gang,“ — han tog hendes Hånd.
Hun så op med klart og fuldt Blik; han blev varm ved det og strax løb det ham gjennem Hovedet: jeg følger — kanske! Da drog hun sin Hånd varsomt tilbage, vendte sig rolig til Ingrid og sagde Farvel, gik så sagte nedover mod Vejen. „Å — nej; det er måske bedst at vente“.
De to Sødskende gik hjem gjennem Skogen. „Fik I nu tale sammen,“ sagde Ingrid. — „Fik vi tale sammen,“ svarte Thorbjørn; „jeg har aldrig seet sligt; jeg forstår mig ikke på det!“ og han brød en Kvist af, den han begyndte at løve, så Bladene føg. — —
— „Nu?“ sagde Sæmund og så op fra Maden, da de to Sødskende kom ind i Stuen. Thorbjørn svarte Ingenting, men gik hen til Bænken på den anden Side, ventelig for at tage af sig; Ingrid gik efter og smålo. Sæmund begyndte at spise igjen, så nu og da bortover til Thorbjørn, som havde meget travelt, smilte og spiste videre. „Kom og spis,“ sagde han; „Maden bliver kold.“ — „Tak, jeg skal ikke have Noget“. sagde Thorbjørn og satte sig. — „Så?“ og Sæmund spiste. En Stund efter sagde han: „I var så snare til at gå fra Kirken idag.“ — „Det var Nogen, vi skulde tale med“, sa
