med dig siden,“ sagde han. — „Det er godt at kunne tale med En,“ svarte Manden og skrabede med Svøben i Vogngulvet. —
„Kom over til os,“ sagde Marit, — og Thorbjørn såvelsom Sæmund studsede og så op; — de glemte bestandig, at hun havde så mild en Stemme.
De kjørte; — det gik sagte fremover, en liden Støvsky krusede omkring dem, Aftensolen faldt lige på, imod hans mørke Vadmelsklæder skinnede hendes Silketørklæde, — en Bakke kom, og de forsvandt.
— — Længe gik Fader og Søn, før de sagde Noget. „Det bæres mig for, at han sent kommer igjen“. ytrede endelig Thorbjørn. „Det er vel slig han vil have det,“ mente Sæmund, og de gik atter tause videre. „Du går nok forbi Hvedeageren,“ sagde Thorbjørn. — „Vi kan se til den på Tilbagevejen,“ — og de gik længer fremover. Thorbjørn vilde ikke rigtig spørge, hvor dette bar hen; thi de gik forbi Granlidjordet. — „Skal du langt frem?“ spurgte han endelig. — „Å, et Stykke endnu.“ — — —
Guttorm og Ingrid Solbakken havde alt spist, da Synnøve rød og anpusten traadte ind. „Men kjere Barnet mit, hvor har du været?“ spurgte Moderen. „Jeg blev tilbage med Ingrid,“ sagde Synnøve, og blev staaende forat tage et Par Tørklæder af sig; Faderen ledte ind i Skabet efter en Bog. „Hvad kunde I to have at tale om, som tog slig lang Tid?“ „Aa, ikke om Noget.“ „Saa var det da rigtig bedre du holdt Kirkefølge, Barnet mit!“ Hun rejste sig og tog Maden frem til hende. Da Synnøve havde sat sig ned forat spise, og Moderen havde sat sig ligeover for hende sagde hun: „Var der kanske Flere du talte med?“ „Ja, der var Mange,“ sagde Synnøve. — „Barnet maa da faa tale med Folk,“ sagde Guttorm. — „Vist kan hun det,“ sagde Moderen lidt mildere; „men hun burde dog følge sine Forældre.“ — Herpaa svartes der ikke.
„Det var en velsignet Kirkedag,“ sagde Moderen; „Ungdommen paa Kirkegulvet gjør En godt.“ — „Man husker sine egne Børn“ sagde Guttorm. — „Du har Ret deri,“ sagde Moderen og sukkede — „Ingen kan vide, hvorledes det vil gaa dem“. Guttorm sad længe taus: „vi har Meget at takke Gud for,“ sagde han endelig: „han lod os beholde eet.“ Moderen sad og drog Fingeren efter Bordet og saa ikke op: „hun er dog vor største Glæde,“ sagde hun sagte; „hun har ogsaa artet sig vel,“ lagde hun endnu sagtere til. Der var lang Taushed „Ja, hun har gjort os megen Glæde,“ sagde Guttorm — og senere med blød Stemme: „Vorherre gjøre hende lykkelig.“ — Moderen drog Fingeren efter Bordet, der faldt en Taare ned paa det, som hun
