ARNE
(1858)
FØRSTE KAPITEL
Der var et dypt stup nede mellem to fjæll; igjænnem det stup drog en vand-rik elv tungt hen over sten og ur. Højt var der op på begge sider og bratt, hvorfor den ene side stod bar; men tæt inunder og så nær elven, at den vår og høst la væte henover, stod en frisk skog i klynge, så op og foran sig og kunde hverken komme hit eller dit.
„Æn om vi klædde fjællet?“ sa eneren en dag til den utenlandske ek, som den stod nærmere æn alle de andre. Eken så ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den op igjæn og taug. Elven arbejdet så tungt at den gik hvit; nordenvinden hadde lagt in gjænnem stupet og skrek i kløfterne; det bare fjæll hang tungt utover og frøs ... „Æn om vi klædde fjællet?“ sa eneren til furuen på den andre siden. „Skulde det være nogen, måtte det vel bli vi,“ sa furuen; den tok sig i skjægget og så bortover til bjørken: „Hvad mener du?“ Men bjørken gløttet varsomt op imot fjællet; så tungt lå det ut over henne, at hun syntes ikke at kunne dra pusten engang. „Lad os klæ det i Guds navn,“ sa bjørken, og ikke flere æn disse tre var, så tok de på sig at klæ fjællet. Eneren gik først.
Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde likesom gå det forbi. „Nej, tag lynget med,“ sa furuen. Og lynget i vej. Snart begynte det at rape for eneren; „bit i mig,“ sa lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rift, der stak lynget en finger in, og hvor det først hadde fåt en finger, fik eneren hele hånden. De krabbet og krøp, furuen tungt efter, bjørken med. „Det er sælebot i det,“ sa bjørken.
Men fjællet begynte at tænke over, hvad det vel kunde være for noget småtteri, som fór og klorte opover det. Og da det hadde tænkt på dette et par hundre år, sendte det en liten bæk nedover for at se efter. Det var ænda i vårflommen, og bækken smatt så længe, til den traf på lynget. „ Kjære, kjære lyng, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liten,“ sa bækken. Lynget
