Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/37

Denne siden er ikke korrekturlest

OLAV TRYGVASON

Brede sejl over Nordsjø går;
højt på skansen i morgnen står
Erling Skjalgson fra Sole, —
spejder over hav mot Danmark:
„Kommer ikke Olav Trygvason?“

Seks og femti de drager lå,
sejlene fallt, mot Danmark så
solbrænte mænn; — da steg det:
„Hvor bliver Ormen lange?
kommer ikke Olav Trygvason?“

Men da sol i det annet gry
gik av hav uten mast mot sky,
blev det som storm at høre:
„Hvor bliver Ormen lange?
kommer ikke Olav Trygvason?“

Stille, stille i samme stund
alle stod, ti fra havets bund
skvulpet som suk om flåden:
„Tagen er Ormen lange,
fallen er Olav Trygvason.“

Sidenefter i hundre år
norske skibe til følge får —
helst dog i månenætter:
„Tagen er Ormen lange,
fallen er Olav Trygvason.“

SUK

 Aftensolens hygge
ikke kan mit vindu nå,
morgensolen likeså; —
 her er altid skygge.

 Sol på begge sider,
vil du ej i kamret in?
Her fallt stråler på et sinn,
 som i mørke strider.