Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
ti ham forlot jeg i min barndom.
Men den nye gud i Gimle. ..?
Han tok jo alt jeg hadde!
Hævn? — Hvem nævner hævn? —
Kan hævnen vække mine døde,
eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæte,
eller trøst for en barnløs mor?
Gå med eders hævn, lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen,
kom, vi vil følge dem hjæm!
Den nye gud i Gimle, den frygtelige, som tok alt,
lad ham også ta hævnen; ti den forstår han!
Kjør langsomt! Ti sådan kjørte Ejnar altid;
— og vi kommer tidsnok hjæm.
Hundene vil ikke møte med glade hopp,
men hyle og hænge med halen.
Og gårdens hæster vil spisse øren,
vrinske glade mot stalldøren
og vænte Ejndrides stemme.
Men den lyder ikke længer, —
ej heller Ejnars skridt i svalen,
som ropte in, at nu måtte alle rejse sig,
for nu kom høvdingen!
De store stuer vil jeg stænge;
folkene vil jeg sende bort;
kvæg og hæster vil jeg sælge,
flytte ut og leve ene.
Kjør langsomt!
ti vi kommer tidsnok hjæm.
TIL MIN HUSTRU
(Med et sætt romerske perler)
Tag disse perler! Og takk for dem,
du trillede in i mit ungdomshjæm!
De tusene timers stille lykke,
du åndet deri, blev perlesmykke,
