Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/47

Denne siden er ikke korrekturlest


Eller var du i hungeren?
Var du i pesten?
Var du i hedningernes sværd?

Salter du med vredens salt?
Luttrer du i lidelsens ild?
Har du millioners millioner inne i din fremtid,
som du således vil frælse?

  Å, mot dem er de tusen, der nu lider,
  kun én,
  og den ene, jeg vilde bede for,
  ingen!

  Jeg følger en liten bæk,
  og kommer til et hav,
  jeg ser paa en liten dråpe,
  og den dunster in i de uændelige skyer.

  Se, hvor jeg tumler viljeløs
  på tankernes vover.
  Vinden væltede min lille båt,
  ved vraket holder jeg mig.

  Led mig, led mig,
  jeg ser ikke land!
  Løft mig, løft mig,
  jeg kjænner ingen grunn!


MAGNUS DEN BLINDE


„Å, lad mig ænnu én gang få se
op mot de tindrende stjærner!“
bad ung Magnus og sank i knæ,
det var ynk at se.
Alle kvinner i gråt sig fjærner.

„Å, først imorgen! Først fjællene se,
og sjøen, hvor langt den blåner,
én gang til, og så kan det ske!“
Og han sank i knæ; —
og hans venner med ham: „Å, skåner!“

„Å, først til kirke, Guds hellige blod
være det siste jeg skuer!