Talte du, spurte du, blev jeg halvt bange;
øjne og ord syntes begge forlange
renere klarhed, en tankernes sejer,
som jeg ikke ejer.
Sprang du som barn, når det kommer fra skolen,
rystet du lokker som vandspring i solen,
lo du, så himlen sig åpnet i glæde
over din glæde, —
eller en motgang så dypt kunde ramme,
som brast dit hjærte itu med det samme,
tankerne tapte i smærternes vrimmel
både jord og himmel, —
da, o, da så jeg: din glæde, din smærte
vare for store for menneskehjærte.
Hist fik de rum! — Men her blev det så lille,
så trangt og så stille.
TIL BERGEN
Som du sitter der
bakom dine skjær,
tunge fjæll omkring og havets dyp for foten,
grunner du vel på
saga, som skal gå
æn engang med undre ifra land!
Hil dig, norske by,
„Bergen aldrig ny,“
gammeldags og evig som din Holbergs lune;
engang kongers vakt,
siden handelns magt,
præsident på første friheds-ting!
Høj og liflig, som
solskinsdagen kom
stundom av din regn og vindforrevne tåke,
steg med store mænn
eller dåd igjæn
du, når det var mørkest i vort land.
Op av folkegrunn,
vittig, kjærnesund,
