skjøt der stærke tanker, byggende i landet,
skjøt vor kunst tilsist,
i sin fødsel kysst
av din mørke, mægtige natur.
I din højfjælls-sal
maler blev vor Dahl,
langs med dine strande drømmede Welhaven,
og i morgnens gull
gynget Ole Bull
på din våg iblant Europas flag.
Med dit hav i pakt
har du evig magt,
blåe fjorder er dig årer in i landet.
Fra dit norske sinn
skinner lykken in, —
av din fortid må der fremtid gå!
(1863)
Mange former har det store.
Den som her gik bort, han bar det
som en tvil, der tok ham søvnen,
men tilslut gav åbenbaring, —
som en øjets større se-kraft,
der gav syner, med en smærte
over det som ej kan sees, —
som en flugt igjænnem arbejd
fra det tænkte mot det visse,
fra det visse mot det ante, —
rastløs hast og ildfull væksel
med en guddoms-opfyllt uro,
der igjænnemstormet værden,
tok dens last av tvil og tanker,
bar dem, kastet dem — og tok dem;
aldrig træt, dog uten hvile.
Stille, han kjænte en eneste havn:
familielivets forsoner!
Lysmilde magter fik ham i favn,
vugget med farver og toner.
