at ti års vrøvl til dagligt mén,
som ingen kan få ret i,
nu blevet er til krig med én,
som har holdt ut i tretti, —
at Nordens stride folk er blet
fullt enige på jorden,
som deres minner længst var ett
på himlen over Norden, —
at Gustav Adolf atter er
højmægtig glad på færde,
men denne gang mot Tysklands hær
med Kristian den fjærde, —
at gammel tid med Håkon jarl
til Palnatoke iler;
— mens hos den stærke, bleke Karl
står Tordenskjold og smiler, —
at vi som har så godt forståt
at banke op hinannen,
vi skal just ikke bli til spot,
når vi får slåss tilsammen.
— Men du må foran gå i vej,
du spille må på bassen;
der følger sådan takt med dig,
og du er kjænt på plassen.
Den gamle svenske melodi,
berømt i hele værden,
ej blot for hjærtets magt deri —
fra Jennys æresfærden —
men for det alvors dyp der sang
på Lützens mark før slaget,
og for den fantasi der svang
til vejrs i Narvabraget, —
den som du sang for hele Nord
om kraft og dyd her hjæmme: —
