nemrejse fra Italien og Østerrige. Jeg havde ikke været mange Øjeblikke i hans Rum, før han udbrød: „Nu er Nordmændenes Tid kommen; nu er Turen til os!“ — „Hvad slutter du det av?“ — „Jeg kan bevise det matematisk!“ — „Matematisk?“ — „Hør her!“ Han gik til Pianoet, slog nogle Akkorder an: „Dette er de store Italienere, dette er Mozart, deres Fuldendelse paa tysk Grund med denne særegne Tilsætning! Men hør nu disse Akkorder her! Hører du den mørkere Klang? Her er kommet noget med; det er Bethoven; Bach har noget av det; men her er det blevet System. — Hør nu paa disse ny Akkorder! Mærker du, hvad som er kommet til? Det er Richard Wagner. — Men hør nu her? Hvad er dette for Akkorder?“ — „De samme?“ — „Javist er det de samme! Men hvor findes de? I vore Hallinger, i vore Springdanse; Hardangerfelen gaar helt igjennem paa dem! Saa nu er vor Tid kommen, nu forløses vi. Som i Musiken, saa i Andet.“
Man kan sige om disse Aandrigheder, hvad man vil; men bare et Geni kan finde paa dem.
