Nu vil jeg med det samme meddele noget
fra mit eget Forhold til ham, som jeg næppe
før har sagt offenlig. Jeg var dengang helt
betagen av norske Folkeeventyr, norsk-islandske
Eventyrsagaer, og av et Par Kjæmpeviser.
Jeg var betagen av dem som Æmne
til musikalsk Drama. Jeg tænkte, vi to skulde
arbejde dem frem sammen, forsøge at gjøre
dem til Verdenseje. En Opgave altsaa ved
Siden av Richard Wagners.
Nu er jeg den siste til at undervurdere Wagners Geni og dets storladne Linjer, Men som han har behandlet den fælles-germaniske Gudering og derigjennem den germaniske Urkarakter, er det os Nordboer til Forargelse. Ikke alene er det en Forvanskning, ja, en Mishandling av Sagnenes Grundvæsen; der er kommet med ind i Behandlingen en uren, sanselig-sentimental Tone, som, hvis den er germanisk, saa var den det sikkert ikke den Gang; i sig selv er den Bud fra Svaghederne i et Folk, og de skal ikke forherliges, men modarbejdes.
Uden paa nogen Maade at træde ivejen for den storladne Wagnerske Digtning vilde det musikalske Drama fra Norden, tildels
