fingrer ved, til vi har Skogensomhedens Mysterier i et poetisk Sind, — ja, saaledes, at det vel sjelden er overgaat.
Tag endelig frem et av hans mange Musikoffre til Eros, Eros var den Gud, som oftest var i hans Sind. Jeg tænker paa den Vals, som Edvard Grieg saa pietetsfuld har lagt tilrette i „Maria Stuart i Skotland“, der Dronningen kommer ind til den syge Dearnley. Jeg er ikke meget musikkjændt. Men saa langt jeg er det, synes Mozart’s: „Reich mir die Hand, mein Leben!“ og Verdis „La donna é mobile“ mig at være noget av det kjælneste, skjønneste i erotisk-musikalsk Poesi. Og dog finder jeg, at Rikard Nordraaks Vals holder Maal med dem begge, ja, at have noget Højere med. Om Eros blev spurt: „Paa hvilken av disse Melodier vil du sætte dig med din Bue, du Lille?“ — han svarede bestemt: „Paa Valsen!“ Men den, hvis Genius kan spænde om saa store Afstande, han maatte have kunnet naa det største.
Jeg læste nylig en Bog om en ung norsk Maler August Herman Cappelen, som døde fra os næsten lige saa ung som Rikard
