de smaa Staters Tid er forbi, at vi saa ikke alment taler om, hvad som skal betrygge vor Fremtid? Nu har der været holdt Valg i Danmark, og ved dette Valg har der været talt ud som aldrig før, men ikke et Ord om, hvad vi skal gøre for at bestaa som selvstændige Folk. Akkurat ligedan i Norge. Der har de nylig givet ud sine Valgprogram; i dem staar, hvad vi skal gøre for at bygge op Samfundet og for at give det Lys; der staar ikke et Ord om Fremtiden, hvad vi skal gøre for at trygge den.
Vi har en Fortid, som kan lære os. Ved at være uenige har vor Stamme tabt Land og Folk. Og kanske er det det mindste Tab. Hvad vi har tabt i vor svage Kraft derved, at vi har spildt den paa den unødvendige Strid os imellem, er meget, meget mere. Det er ikke til at tælle op. Der staar saadanne Vidner om det, som at der var Kulturstrømninger derude iblandt de andre Folk, som ikke har naaet os, eller i alt Fald for sent.
Der er et endnu større Vidne, det er, hvad vi har udrettet, siden Uenigheden sluttede, og vi fik lægge alle vore Kræfter i
