af de andre. Med andre Ord: det blev en Kamp om, at vor Union skulde gaa over fra at være en Realunion til en Personalunion, som der var lovet os.
Derom har Kampen hidtil staaet. Jeg vil sige straks: havde Sverig set sin Opgave, havde de respekteret, at vi vilde være lige saa selvstændige som de, da havde Følgen været den, at Danmark i denne Stund havde været sammen med os, og Sverig havde været den førende og ledende for os alle tre. Det er denne store Rolle, som Sverig ved en fejlagtig Politik har forspildt. Og det er nøjagtig det samme, de nu forspilder igen. For det var vor Vilje, vor trofaste Vilje, at arbejde ad fredelig Vej, gennem Forhandling, bare Forhandling, frem til vor Ret. Og saa svarede den svenske Regering paa det ved at krænke den Pagt, de havde indgaaet med vor, ved at sætte Vilkaar, som det var umuligt for os at opfylde, naar vi vilde være et suverænt Folk. Derfor brast Unionen. Endda den brast, gjorde vi et sidste Forsøg paa at vise, at det ikke var det svenske Folk, vi vilde skille Lag med, vi vilde som før være sammen med dem i Krig og Fred
