mange, der sidder her, har gjort. Naar et Forhold brydes af den Grund, at den ene Part ikke finder sig vel i det, han maa have mere Selvstændighed for at kunne udvikle mere Personlighed, nu vel, naar et saadant Forhold brydes, er i Reglen den anden Part misfornøjet, han føler sig krænket. Det kan være en Far og Mor overfor sit Barn, det kan være en Broder overfor Broder, den ene Kompagnon overfor sin Kompagnon, eller en Mand overfor sin Myndling. Naar disse bryder ud, føler han sig krænket og han siger bestandig: Jeg har ikke saa meget imod, at han eller hun vil gøre sig selvstændig, men Maaden, Maaden...!
Nu er det virkelig ikke saa godt, naar man skal bryde ud, det kan komme til at fejle lidt paa Maaden. Jeg siger heller ikke, at det ikke kan have fejlet lidt paa Maaden med os ogsaa; thi vi kunde ellers ikke være komne fra det. Men jeg vil saa spørge Jer, om I ikke er enige med mig, naar jeg siger: er der noget, som en hæderlig Mand eller Kvinde skal have let for at tilgive, er det den Maade, hvorpaa et ungt Menneske har gjort sig uafhængig. Det er nemlig til saa
