jeg har haft Vellyst ved at leve nogle Dage i den. Og saa siger jeg mig selv: Lad det ogsaa blive en frodig Vaar i Menneskenes Sind her i Danmark for en stor Tanke! Jeg sad og kørte hid og saa paa dette frugtbare Land, der laa som et aabent Ansigt og smilte til Solen, og tænkte paa Regnen, og saa prøvede jeg min Tanke paa dette Landskab, der smilte sig ind i Sjælen paa mig. Jeg prøvede, om der var Natur i den Tanke, om den havde noget fælles med Landskabet. Og Tanken stod sig, den var saa fuld af Natur som det Landskab, jeg saa paa. Den var saa lidt „en Sværmer“ som det Korn, der stod og længtes efter at modnes.
Jeg er vis paa, at der er nogle i Jeres Selskab, i Slægt med det Landskab, der har fostret Jer, der tager Tanken op og bærer den varmt og modig frem.
Og saa slutter jeg i Ærbødighed med en Tak til de Mænd, der har arbejdet ifra dette Sted, for det er et Arbejde, der vil komme denne Tanke tilgode. Jeg har allerede mindet Dem om en, nemlig Grundtvig, som for mig er den største Skikkelse, Danmark har fostret, og den længst skuende. Det sandes
