moderne som den. De fleste er jo fra Tider, da Folkene ikke var fri, der er noget indeklæmt i dem, en Klage, en Trussel; de gjør et melankolsk Indtryk eller et oprørsk; eller de er den rene Idyl. Men denne vor er aaben og fri som Dagen, den stiger uden Trussel, den er selvhævdende uden Skryt. Den forløser i Toner uden Overdrivelse og uden Sentimentalitet.
Som i de første Linjer — allerede i det første frejdige „Ja“, har vi Fjældene og vort højbygde Hjem; men lige efter den ømme, varme Tone til:
— ælsker, ælsker det og tænker
paa vor Far og Mor —
Melodien glider her ind mellem Fjældene som en solblid Fjord. Hjæmmet er mere for Nordboen end for andre Folk, Det lange Mørke, det haarde Klima binder os dybere til Arnens Hygge og til dem, som gav os den. Derfor blev ogsaa vor Fædrelandssang den første, som synger om Far og Mor, — ogsaa i det Stykke modernere end nogen anden. Men saa stiger Melodien sværmerisk fra det enkelte Hjæm op over alle Hjæm,
