snart den anden træder sterkest i Forgrunden, men hvorledes paa den anden Side de to dog ogsaa stundom følges helt ad, idet Digteren har udfoldet sin rigeste og betydningsfuldeste Produktivitet just samtidig med, at Politikeren har været sterkest optaget af Dagens Strid. Det Falske eller Ensidige ved den gjængse Opfatning, hvorefter Bjørnson skulde ha svigtet sit Digterkald ved sin Deltagelse i Politiken, og hvorefter hans kunstneriske Udvikling skulde ha lidt og bare lidt derunder, maa vel herved siges at være godtgjort. Det maa synes rimeligt, at hans Digtning har vundet mere end den har tabt ved øx døle hans Tid og Kraft med Politiken. Den har vundet i Livsfylde til Vederlag for, at den kanske nu og da og hist og her har tabt i Hensyn paa de tekniske og formelle Fortrin, hvorpaa Kunstfilisteriet sætter en saa overdreven høj Pris. —
Kombinationen af Digter og Politiker, saadan som den er bleven realiseret af Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson, hører vel ingenlunde til Sjeldenhederne i Verdensliteraturen. Det maa vel endog antages, ifølge det Forhold, hvori al Kunst og særlig Digtekunsten staar til Handlingslivet, at den snarere er Regel end Undtagelse. Men maaske kan det siges, at denne Kombination fremtræder i en sjelden udpræget og vellykket Form hos de to norske Digtere. Maaske kan det siges at være noget sjeldent, noget, som paakalder en særskilt Forklaring, at et Folk har været i den Grad historisk behersket og repræsenteret af sine Digtere, som det norske Folk har været siden 1814, med Henrik Wergeland som den centrale Skikkelse i den ene og Bjørnstjerne Bjørnson som den centrale Skikkelse i den anden af de to store Brydningstider, Folket har gjennemgaaet siden dette Mærkeaar. —
Jeg skal pege paa nogle af de Forhold, hvori Forklaringen efter min Mening maa søges.
Norsk Nationalfølelse blev efter en langvarig Dvaletilstand vakt til fornyet Liv ved Oplysningstidens filosofiske og politiske Ideer. Da Folket i 1814 blev løst fra sit Forpligtelsesforhold til det danske Kongehus og greb
