Strøm. I andre Lande, t. Ex. Danmark, Sverige, Tydskland, skiltes de to Retninger skarpt fra hinanden, saa man kunde være liberal uden at være national og national uden at være liberal, ja der indtraadte endog delvist et Modsætningsforhold mellem dem. I Norge blev det umuligt at være det ene uden tillige at være det andet. —
Ved disse Forhold forberedtes et stort Gjennembrud, en virkelig Sturm- und Drangperiode i Nationens Aandsliv. Gjennembruddet lod vente en Tid paa sig: Landets økonomiske og finansielle Nødstilstand i de nærmeste Aar efter 1814, Karl Johans truende Holdning, med Støtte i den svenske Folkemening og den over saagodtsom hele Europa raadende politiske Reaktion, virkede som et ydre Tryk, hvorved den indre Ild blev dæmpet eller holdt tilbage. Men omkring 1830 blev Trykket hævet. Der kom Ild i det Brændstof, som længe havde været samlet, saa Flammen med engang slog højt tilvejrs. En brusende Gjæring gik gjennem det hele Samfund. De store Løfter, som havde været knyttet til den frie Forfatning, — nu kunde det synes, som at Tiden var kommet til at indløse dem. Gjenreisningen af det gamle Norges Herlighed, som man saalænge havde drømt og sunget om, — nu følte man, at det maatte bli Alvor med den, — at der maatte tages fat. Og saa tog man da ogsaa fat med Ungdommens Mod og Ild, men ogsaa med Ungdommens Uerfarenhed og Tilbøjelighed til at drage altfor korte Linjer i sine Fremtids-Perspektiver. —
Norge stod, trods Grundlovens og Rigsaktens første Paragraf, i et politisk Afhængigheds- og Underordningsforhold til Sverige; det havde længe været og var fremdeles i kulturel, sproglig og literær Henseende at anse som et Annex til Danmark. Alt dette skulde nu bli anderledes og det i en Ruf. Norges Ret og Bang som et med Sverige fuldt ud jevnbyrdigt Rige skulde nu gjennemføres i Realiteten og i Hensyn paa de ydre Tegn og Symboler; alene Nordmænd skulde raade i Norge og over norske Statsanliggender; norsk Nationalitet skulde gjenfinde sig selv og bli sig selv igjen paa alle Om-
