Strømning i mere liberal Retning. Ved den italienske Krig 1859 blev Nationalitetsidéen gjort gjeldende som et Hovedprincip i almen-europæisk Politik. Samtidig blev der gjennem de svenske Rigsstænders Paastand om at Grundlovens § 14 (om Statholderposten) ikke skulde kunne ophæves uden svensk Samtykke og deres i Sammenhæng dermed fastsatte Krav paa en Revision af Rigsakten til Hævdelse af Sveriges Overhøjhed og principale Stilling inden Unionen, rettet et Angreb paa den norske Stats Selvstændighed, mere direkte og fornærmeligt end noget Karl Johan havde tilladt sig, og saameget alvorligere, fordi det tilsyneladende fandt en saagodtsom enstemmig Tilslutning inden det svenske Publikum. —
Dermed indlededes en ny Gjærings- og Brydningsperiode i norsk Politik og norsk Aandsliv overhodet. Traaden fra Wergelandstiden blev tat op paany. Man samledes atter til Arbejde for en Reisning eller Gjenreisning af norsk Nationalitet, svarende til det Program, som var bleven opstillet i Wergelandstiden. Dette Program var imidlertid siden dengang i Stilhed bleven forberedet; Vilkaarene for dets Gjennemførelse var derfor nu andre, end de dengang havde været, saa Bevægelsen i mangt maatte anta en anden Karaktér. —
Til den ene Side var Kundskaben om det gamle Norge, Kundskaben om hvad der af dette gamle Norge fremdeles var levende.i det nye, — Traadene, som førte over fra det ene til det andet, — betydelig forøget, og dermed ogsaa Forudsætningerne for en Gjennemførelse af det i Wergelandstiden opstillede Program: Gjenreisningen af norsk Nationalitet paa alle Omraader. Til den anden Side havde der udviklet sig nye Modstandskræfter mod dette Program. I Wergelandstiden stredes man om Vejene for Landets fremtidige politiske og nationale Udvikling; men om Maalet: et helt selvstændigt Norge, var eller syntes eller troede alle at være enig. ««Hvad Norge var, det skal han atter vorde, — paa Land, paa Bølge og i Folkesang», — disse Welhavens «Varselsord» i «Dæmringen» svarer aldeles til, hvad ogsaa Wergeland
