har udtalt om sit Syn paa Landets Fremtid. Men nu var en Opfatning kommet tilorde, hvorefter Fremtiden skulde være at søge i en helt anden Retning. De svenske Rigsstænders Krav paa Revision af Rigsretten var motiveret paa en saadan Maade og opstillede et sligt Program for Revisionen, at det skulde synes, som om der alene kunde være Tale om at sætte det igjennem med Vaaben i Haand. Alligevel nød det indtil en vis Grad Fremgang, idet norske Statsmyndigheder lod sig bevæge til at gaa med paa det. At dette kunde ske, var ikke bare en Følge af Svaghed eller af rent praktiske Hensyn (d. v. s. Ønsket om at bevare god Fred og Forstaaelse mellem de forenede Riger, Tanken paa de materielle Fordele, som kunde være at opnaa ved en eftergivende Politik o. s. v.). Der havde virkelig i Norge dannet sig en Skole af Politikere, vistnok ikke meget talrig, men i en Række af Aar meget indflydelsesrig —, i hvis Tanker Landets Fremtid ikke laa i Retning af en stedse videre udviklet Selvstændighed, men i Retning af en stedse videre Opgaaen i en svensk-norsk Helstat, — som mente, at det norske Folk var for lidet og fattigt til at drive en selvstændig national Forretning, og at dets materielle og aandige Hjælpekilder bedst vilde kunne udnyttes derved, at det slog sig sammen med et større Folk. —
Dette tjener til at forklare, at de to Brydningstider, skjønt den .ene bare fortsatte hvad den anden havde begyndt, alligevel artede sig saa forskjelligt. Det andet Gjennembrud kom langtfra saa voldsomt eller pludseligt som det første. Ilden tændtes først lidt efter lidt, istedetfor at slaa med engang ud i lys Lue, men, da den først var tændt, brændte den til Vederlag saameget varigere og sterkere. De Spørsmaal, som blev sat paa Dagsordenen i den anden Brydningstid, var de samme almene og vidt omfattende, som allerede havde været fremme i den første, vedkommende den rette Opfatning af Nationens Fortid og den rette Kurs for dens Fremtid. Man førtes atter op paa et højt Udsigtspunkt, hvorfra man saa langt tilbage og langt frem. Men Udsigterne
